Rusland: Den offentlige mening under forandring

Politologen Kirill Rogov analyserer utilfredsheden med Putin blandt almindelige russere og i de ledende kredse.

Der er en holdningsændring undervejs blandt befolkningen i Rusland i kølvandet på de russisk-kontrollerede pseudoafstemninger, annekteringen af ukrainsk territorium og senest mobiliseringen i selve Rusland.

Nu, hvor 25 millioner russere står overfor truslen om at blive indkaldt, har den hidtidige konsensus blandt folk, som plejede at støtte krigen, slået revner. Nye meningsmålinger peger på, at offentligheden måske er på vej til at finde et ståsted i deres skuffelse over Vladimir Putin som præsident.

Netmediet Meduza diskuterer her, hvad man kan udlede af de seneste meningsmålinger, med Kirill Rogov, som er en russisk politolog og grundlægger af analysecenteret “Re: Russia”. Han gav et langt interview på russisk om Putins smuldrende image, uro i de øverste magtcirkler og hvilke mulige fremtidsscenarier, der er for Rusland under disse forhold. Denne artikel er et koncentrat af Rogovs analyse.

“At have hele Rusland bundet af blod”

På grundlag af nylige studier kan vi isolere tre forskellige grupperinger blandt den store gruppe af russere, som støtter krigen.

Den første kan man beskrive som en gruppering, der går ind for “total krig”. De mener, at Vesten ikke er i stand til at håndtere Ruslands eksistens overhovedet. De er overbevist om, at Vesten var ved at gøre sig klar til en offensiv mod Rusland og nu forsøger at ødelægge landet via Ukraine.

Dernæst er der en gruppering for en “retfærdig krig”, som tænker, at denne krig er et spørgsmål om retfærdighed. Deres tanke er, at de russiske og russisk-talende beboere i det østlige Ukraine blev forfulgt af den “nationalistiske ukrainske regering”, og at det er Ruslands pligt at forsvare dem. Den fortælling svarer til den internationale doktrin om “ansvar for at beskytte”, der retfærdiggør interventioner, når der er en trussel om folkemord eller en anden humanitær årsag til at gribe ind. Denne gruppering tror på en lokal “specialoperation”, som ikke indebærer en total krig mod hele Vesten.

Den tredje gruppe er “de konforme”. Disse mennesker ville aflyse “specialoperationen” med tilbagevirkende kraft, hvis bare de kunne ændre fortiden. De er ikke overbevist af de argumenter, der bruges for at retfærdiggøre krigen. De tænker, at den kunne være undgået. Men siden det nu sker alligevel, “støtter” de det, for lederne ved nok bedst. Og måske føler de for det meste også, at det ville være farligt ikke at vise støtte. Det, de helt sikkert ikke vil, er at konfrontere regimet eller dets fabrikerede folkelige “flertal”.

Meningsmålinger i Rusland

Den russiske propaganda repræsenterer bedst de to første grupper. Hvis du tænder for “60 Minutes” – et talkshow med Olga Skabeyeva, eller for Vladimir Solovyovs show, skriger alle der, at Rusland er i krig med hele “det samlede Vesten” og NATO, og at vi alle må rejse os i forsvar af Fædrelandet. Men samtidig taler almindelige nyhedsprogrammer på hovedkanalerne om Ruslands meget lokale og omhyggelige “specialoperation”, der udføres af vores stærkt professionelle væbnede styrker for at befri vores landsmænd, som lider under det nationalistiske regime i Kiev.

Mobiliseringen kom som et chok for såvel folkene bag “retfærdig krig” som “de konforme”. Det truer den konsensus, der hidtil var etableret – om end den var “proppet ned i halsen” på folk. Forskellen blev øjeblikkeligt afspejlet i meningsmålingerne efter 21. september [hvor Putin annoncerede en delvis mobilisering af hærens reserver, o.a.]. Selv “den offentlige meningsfond” (der primært laver meningsmålinger for den russiske præsident) har registreret det. Inden mobiliseringen blev deres spørgsmål “Hvilken sindsstemning har du oftest bemærket blandt folk omkring dig?” i lige over 30 procent af tilfældene besvaret med ordet “ængstelse”. I kølvandet på mobiliseringsdekretet blev det svar brugt dobbelt så mange gange – folk nævner nu “ængstelse” i 69 procent af besvarelserne.

Befolkningen er i chok over mobiliseringen, men har endnu ikke helt fundet ud af, hvem de skal give skylden. I mellemtiden er Putin en velbevandret manipulator af befolkningens frygt og andre “masse-følelser”.

For øjeblikket forsøger han at udvide “totalkrigs”-fløjen på bekostning af de moderate. Putins idé er at få alle russere bundet til hinanden på grund af det blod, de har på hænderne – at forene dem som medskyldige i verdens øjne. Ifølge hans kriminelle logik må folk, der har mistet deres nærmeste, venner eller slægtninge i krigen, slutte sig til hævntogtet og den totale krig. De må involvere og forpligte sig. Overvej lige kontrasten: I starten af krigen gjorde Putin tydeligvis klar til et 1945 “cosplay”: Her er vi så – vidner til en sejrsparade.

I stedet er hans retorik nu en gentagelse af 1941: fjender ved portene, fædreland i knibe, brødre og søstre: “Rejs jer op alle og en”.

Men mobiliseringschokket kan have den modsatte effekt – og vende de to moderate grupper væk fra overhovedet at støtte krigen. Før mobiliseringen var prisen for modstand og protest højere end prisen for konformitet. Nu er det modsatte sandt. Det er de fremtidige handlinger fra disse tidligere moderate krigsstøtter – hvis verdenssyn netop er blevet splintret –  som vil afgøre fremtiden for den offentlige mening i Rusland.

Hvad med Ruslands herskende klasse?

Blandt de forskellige grupperinger i den russiske ledelse – og sågar i Putins inderkreds – er “krigspartiet” et klart mindretal. Få mennesker så transmissionen fra det møde i Sikkerhedsrådet, der gik forud for Ruslands anerkendelse af “folkerepublikkerne” Donetsk og Luhansk (DNR og LNR) i februar, som udløste krigen. Hovedtalerne på det møde blev leveret af udenrigsminister Sergei Lavrov, forsvarsminister Sergei Shoigu, sekretær for Sikkerhedsrådet, Nikolai Patrushev, premierminister Mikhail Mishustin og Sergei Naryshkin, chef for efterretningstjenesten.

Putin stillede dem et spørgsmål: ” Amerikanerne vil ikke forhandle med os; at tale med dem er nyttesløst. Skal vi gå videre til beslutsomme handlinger og anerkende LNR og DNR?”

Hver eneste af dem sagde, at præsidenten havde ret, men at vi kunne prøve igen at give Vesten en chance til. Det gjorde Putin meget nervøs, så han begyndte at “trolle” Naryshkin. Så brød Lavrov og Shoigu ind igen – og pludselig havde de fået en ny idé.

Det er Putin, som trak eliten og folket i krig – han konkluderede simpelthen på alles vegne og gjorde krigen til et faktum. Og Elvira Nabiullinas forsøg på en stille protest på mødet – ved at sidde ved bordet med korslagte arme og kigge ned – førte kun til Putins demonstrative udnævnelse af Nabiullina som øverste leder af Centralbanken. Alle andre forstod, at situationen udelukkede modstand og protest. Resten af kredsen har ikke engang Nabiullinas mod.

Det betyder ikke, at al uenighed er forsvundet. På det seneste har Ruslands militære fiaskoer tilskyndet til uro i toppen. Det væsentligste bevis på dette er ikke så meget det, som Kadyrov og Prigoshin siger, men at Putin selv har ændret sin opfattelse af krigen – ikke bare én, men to gange.

“Bulldogs under tæppet”

Putins første opfattelse af krigen – måden han formulerede det – var “blitzkrig” eller “Kiev på tre dage”. Det mislykkedes, på grund af den totale inkompetence, som disse beregninger var udtryk for.

Han gik så videre til den anden idé, som var at begrænse “specialoperationen” til det sydøstlige Ukraine. Det mislykkedes også – på grund af Vestens samarbejde med Ukraine på den ene side og på den anden den russiske kontrakthærs manglende evne til at følge med sine tab og rekruttere nye. Det blev klart, at den russiske hær ikke kunne fastholde kontrollen med så store besatte områder.

Endelig er den tredje opfattelse af krigen, som Putin har omfavnet, “mobilisering”. Og her ser vi også mere af den samme organisatoriske inkompetence i Putins system. Selv de vigtigste propaganda-ansvarlige peger nu på det – uden dog at kritisere Putin personligt.

At alle tre af Putins krige er mislykkedes, den ene efter den anden, er helt sikkert noget, der underminerer hans image. I de sidste 20 år har dette image haft to væsentlige elementer. For det første skulle Putins regeringsmaskine forestille at være kompetent og relativt effektiv. For det andet var der idéen om, at på den ene eller anden måde vinder Putin altid til sidst. Hvis han befinder sig i en situation, hvor han står til at tabe, vil han eskalere – og vinde. Det er grundlaget for hans offentlige image som en magtfuld og succesfuld leder. Men nu er eliten vidne til hans fejltrin – tre episke fiaskoer i træk, faktisk. Det stiller dem overfor et valg, og det, de vælger, er ikke en “vinderstrategi”, men den strategi, de foretrækker at tabe med.

Atomkrig er et stort og kompliceret emne, hvor meget få kan sige noget værdifuldt om de rigtige mulige scenarier. Den ene ting, vi kan sige, er: Der er ingen grænser for Putins frygt for at tabe, hans angst for at skulle anerkende det og hans behov for at undgå en offentlig indrømmelse af inkompetence. Han har bygget hele sin karriere og sit personlige image på den idé, at hans regeringsmaskineri er fejlfrit i sin effektivitet. Det er meget farligt. Men vi må huske, at atomkrigserklæringer ikke kan gennemføres unilateralt. Og eftersom eliten har forstået, at de tidligere optrapninger kun forværrede situationen, vil det blive svært at overbevise dem om, at de skal omfavne endnu en runde med optrapninger.

I denne situation ville Putins pludselige (hypotetiske) død virkelig glæde eliterne og skabe velkommen spænding, samtidig med at det ville føre til en enorm kamp blandt “bulldogsene under tæppet”.

Det defekte regeringsmaskineri

Putins regeringsmaskineri har en intern blok – præsidentens administration, som ofte planlægger forskellige politiske kampagner. De brugte to måneder på intern polemik om, hvordan de ukrainske “folkeafstemninger” skulle gøres overbevisende.

Så pludselig skred en eller anden ind og sagde: “Der er det. Vi gør det i overmorgen og gennemfører annekteringen et par dage efter”. Det er helt klart ukarakteristisk, eftersom det samme maskineri tidligere har planlagt detaljerede politiske kampagner og altid meget grundigt. I dette tilfælde blev situationen tydeligvis tvunget igennem. I farten var der ingen, der længere gad at gøre noget for at få ” folkeafstemningerne” til så meget som at fremstå overbevisende. “Vi laver en snemand: Pyt med at det er sommer, vi har vores ordrer”.

Det var det samme med mobilisering. Det lignede en eller anden kampagne fra det tidligere Sovjetunionen: Partibosserne kommer op med noget, de lokale regeringer skynder sig ud for at udføre ordrer – og det hele ender med en kæmpe-enorm pinlighed.

Grunden til alt dette hastværk er kollapset af Putins anden opfattelse af denne krig som en “specialoperation”. Han reagerede ikke på de trusler, der viste sig: tabet af artilleri-fordele, takket være Vestens våbenbidrag til Ukraine, og vanskelighederne med rekruttering i den russiske hær. Hans fiasko blev tydelig, da ukrainerne begyndte at gå frem fra to forskellige retninger og alle forstod, at fronten var under kollaps.