Global Appel: Giv Ukraine de nødvendige midler til at sikre en retfærdig fred

Global Appel: Giv Ukraine de nødvendige midler til at sikre en retfærdig fred

Date of first publication
07/09/2025
Author

ENSU-RESU (Teksten er oversat fra engelsk af Bjarke Friborg)

Underskriv petitionen her

Erklæring iværksat af Det Europæiske Netværk for Solidaritet med Ukraine

Efter den amerikanske præsident Trumps “topmøder” med Putin (15. august) og europæiske ledere (18. august) står Ukraine umiddelbart over for en uretfærdig “fredsaftale”, der vil belønne den russiske aggressor. Hvis det belejrede land bliver påtvunget en sådan Trump-Putin-aftale, vil det være et forræderi mod den ukrainske befolknings heltemodige kamp imod Ruslands morderiske invasion.

Der er stadigvæk forhandlinger i gang på højeste niveau mellem USA, Rusland og de europæiske stormagter omkring en mulig aftale, som dog meget vel kan strande på grund af stålsat ukrainsk modstand mod Trumps eftergivenhed over for Putin.

Enhver version af den nuværende “fredsplan” vil imidlertid groft krænke Ukraines demokratiske og nationale rettigheder. Den vil legitimere:

  • Den voldelige russiske besættelse af en femtedel af Ukraines territorium og en overdragelse til Rusland af områder og befolkning, der aktuelt er under ukrainsk administration.
  • Ødelæggelsen af Ukraines byer, skoler, hospitaler, infrastruktur, miljø og kulturarv.
  • Mordet på titusinder af ukrainske borgere og bortførelsen af tusinder af ukrainske børn.
  • Russificering og folkemord i de besatte områder samt en række andre krigsforbrydelser.

Den vil også lægge byrden ved at afslutte krigen over på offeret i form af Ukraine, frem for på aggressoren i form af Rusland.

De omfattende diplomatiske aktiviteter omkring midten af august var ikke noget, der afskrækkede Putin, som fremstår fast besluttet på at vinde mest muligt både på slagmarken og ved forhandlingsbordet. Dødbringende drone- og missilangreb mod Ukraines byer og infrastruktur er intensiveret, mens den russiske udenrigsminister Lavrov insisterer på, at Rusland skal have en rolle i at garantere Ukraines sikkerhed (og støttes i dette af J. D. Vance).

En “aftale” på disse vilkår vil ikke blot være en katastrofe for Ukraine, men også et slag mod demokratiske rettigheder og friheder overalt – lige så ødelæggende som kolonimagten Israels folkemorderiske invasion af Gaza.

Det Europæiske Netværk for Solidaritet med Ukraine (ENSU) opfordrer derfor alle tilhængere af demokratiske rettigheder til at mobilisere for at forhindre en “fredsaftale”, der blot vil åbne døren for yderligere russisk aggression. Det ukrainske folk har brug for en ny bølge af solidaritet ligesom den, der rejste sig efter Ruslands fuldskala-invasion i 2022, og som er stærk nok til at få regeringer og politikere på valg til at tænke sig grundigt om, før de overlader Ukraine til sig selv.

Hidtidig politik: Støtte til Ukraine, men kun lige nok til at overleve

Ukraines nuværende farlige situation er i høj grad skabt af Vladimir Putins “partner” (hans eget ord), Donald Trump. Men også den udbredte tøven og vaklen hos Biden-administrationen og de toneangivende europæiske regeringer og institutioner, der ellers har pralet mest af at “stå sammen med Ukraine”, har bidraget.

Trump har direkte saboteret den ukrainske modstand. Amerikansk militærhjælp, der altid har været et nyttigt middel til at afpresse Kyiv, er nu langt fra garanteret: Selv idet den bevilges, er det Europa, der er nødt til at betale regningen.

Trumps røde løber i Alaska for krigsforbryderen Putin var helt enkelt en imødekommelse af hans aggression: Truslen om sanktioner blev hurtigt glemt, “udveksling af landområder” (der omfatter hundredtusinder af mennesker) blev accepteret som en del af “en sammenhængende fredsaftale”, kravet om våbenhvile som et vilkår for forhandlinger forsvandt, udsigten til en tilbagevenden til normale handelsrelationer mellem USA og Rusland blev luftet, og ethvert håb om retfærdighed for ofrene for krigsforbrydelser fordampede.

På den europæiske side har de seneste tre år været præget af de store magters og især Tysklands og Frankrigs tilbageholdenhed med at fornærme Rusland “for meget”: Ukraine kunne have fået langtrækkende missiler, flere fly og 300 milliarder euro i indefrosne russiske aktiver. Ruslands “skyggeflåde” af rustne olietankere kunne være blevet forfulgt langt mere energisk.

Den samlede støtte, som Ukraine har modtaget i løbet af tre år, har været nok til at forhindre dets nederlag, men langt fra tilstrækkeligt til at vinde krigen. Zelenskyj-regeringen er dermed efterladt i en situation, hvor den må udtrykke taknemmelighed for den støtte, der er givet, men samtidig også må bønfalde sine donorer om at levere, hvad de har lovet, samt hvad der stadigvæk mangler.

Tiden er inde til europæisk engagement

Europas vaklen må nu ophøre på alle de områder, hvor de toneangivende magter hidtil har været for bange til at handle. Navnlig må de tage Putin alvorligt, idet han udtrykker, hvad han virkelig mener:

“Jeg har sagt det før, russere og ukrainere er ét folk. I den forstand er hele Ukraine vores. Det er en gammel regel, at dér hvor en russisk soldat sætter foden, er det vores.” (Sankt Petersborgs Internationale Økonomiske Forum, 20. juni).

De må også holde op med at tro, at Trump kan lokkes over på Ukraines side med overdreven smiger og løfter om økonomisk gevinst. Ingen kan forudsige, hvad Trump vil mene om Ukraine i morgen – ikke engang ham selv.

Den Europæiske Union og Det Forenede Kongerige må følge de nordiske og baltiske landes eksempel, hvis ledere den 16. august erklærede: “Vi vil fortsætte med at bevæbne Ukraine og styrke Europas forsvar for at afskrække yderligere russisk aggression. Så længe Rusland fortsætter med at slå ihjel, vil vi fortsætte med at styrke sanktioner og øvrige økonomiske tiltag for at lægge pres på Ruslands krigsøkonomi. Vi står fast på vores urokkelige støtte til Ukraines suverænitet, uafhængighed og territoriale integritet.”

Tages disse ord alvorligt – og så Putin forstår, at den ukrainske modstand virkelig bliver styrket – kan de kun betyde:

  • Fuld og hurtig bevæbning af Ukraine, delvist muliggjort gennem et forbud mod våbeneksport til aggressorstater som Israel og Saudi-Arabien. Jo hurtigere og mere fuldstændigt Ukraine kan opbygge sin egen forsvarsindustri og finde pålidelige ikke-amerikanske leverandører af udstyr, som det stadig ikke kan producere selv, desto bedre.
  • Indefrosne russiske aktiver skal straks overføres til Ukraine, og sanktionerne skal strammes mod Putins regime og oligarkerne, som støtter det, samt europæiske firmaer, der direkte eller indirekte er involveret i krigsindsatsen.
  • EU’s tidsplan for at gøre sig fri af russisk fossilbrændsel skal fremskyndes drastisk, og enhver virksomhed, der understøtter denne samhandel, skal underlægges hårde sanktioner.
  • Russiske krigsforbrydelser skal retsforfølges konsekvent.

Solidaritet med Ukraine – nu mere end nogensinde

ENSU fastholder, at alternativet til at være eftergivende over for aggression ligger i at støtte Ukraines ret til selvbestemmelse og selvforsvar med henblik på et demokratisk og forenet Ukraine, fri for besættelsesmagter.

Forsvaret af Ukraine er også en kamp mod autoritær aggression overalt. Folkenes skæbne i Europa og i hele verden – fra Palæstina til Ukraine – står på spil.

Hvis arbejderbevægelsen og venstrefløjen indtager standpunkter, der reelt gavner Putin – for eksempel ved at opgive kravet om, at alle russiske styrker skal trække sig ud af Ukraine, eller ved at gentage hans krav om regimeskifte i Kyiv midt under krigen – vil det være et dolkestød i ryggen. Ikke kun mod det ukrainske folk, men også mod alle folks sociale og nationale kampe.

Den tidligere britiske skyggefinansminister fra Labour, John McDonnell, har forklaret, hvad der står på spil: “Dette er en afgørende tid for Ukraines fremtid. Efter alle de ofre, der er bragt for at bevare friheden, vil det være et klart forræderi. Det er på tide med maksimal solidaritet.”

Vi afviser en imperialistisk fred, der blot vil lægge grunden til nye krige! En reel fred kan kun sikres gennem Putins og Trumps nederlag! Fred må baseres på solidaritet med Ukraine og mellem Europas og verdens folk!

Ukraine skal have de nødvendige midler til at sejre!

Læs den oprindelige tekst her

Underskriv petitionen her

Hovedunderskrivere af petitionen

Tanya Vyhovsky, senator for Vermont Progressive Party, Vermont State Senate (USA)

Christopher Ford, sekretær, Ukraine Solidarity Campaign (England og Wales)

Peter Cooper, sekretær, Ukraine Solidarity Campaign Scotland

Julie Ward, tidligere medlem af Europa-Parlamentet, Labour Party (Storbritannien)

Graham Campbell, byrådsmedlem i Glasgow for Scottish National Party (Skotland)

Simon Pirani, æresprofessor, University of Durham (UK)

Bernard Dreano, formand for Centre of International Solidarity Studies and Initiatives (Frankrig)

Carmen Claudin, seniorforsker, Barcelona Institute of International Affairs (Spanien)

Szymon Martys, midlertidig koordinator, European Network for Solidarity with Ukraine (Polen)

Alfons Bech, fagforeningskoordinator, European Network for Solidarity with Ukraine (Spanien)

Howie Hawkins, Ukraine Solidarity Network (USA)

Sacha Ismail, fagforeningskontakt, Ukraine Solidarity Campaign (England og Wales)

Maryann Abbs, aktivist for solidaritet med Ukraine og klimaretfærdighed (Canada)

Serhiy Kasianov, bestyrelsesmedlem, Harvard Aerospace and Defense Alumni Organisation, Professional Government Association of Ukraine

Dr. James Doughney, emeritusprofessor, Victoria University, Melbourne (Australien)

Thomas Weyts, koordinator, Belgisk Komité for Det Europæiske Netværk for Solidaritet med Ukraine

David Acosta Guillerm, distriktsrådsmedlem, Gràcia, Barcelona, for Barcelona en Comú (Spanien)

Oksana Kozlova, lektor, Skolen for Oversættelse og Tolkning, Bruxelles Frie Universitet, Det Europæiske Netværk for Solidaritet med Ukraine (Belgien)

John Andersson, koordinator, Ukraine-Solidarity (Sverige)

John Meehan, koordinator, Irish Left With Ukraine

Serhiy Onyshchenko far, ukrainer, ingeniørstipendiat hos Exalate (Belgien)

Carme Sansa Albert, katalansk skuespiller (Spanien)

Frank Fourneau, Support Fund for Ukraine og Heart4Ukraine (Belgien)

Daniel Tanuro, økosozialistisk forfatter og medlem af Fjerde Internationale (Belgien)

Christian Zeller, professor i økonomisk geografi, redaktør, emanzipation - Zeitschrift für ökosozialistische Strategie (Østrig).

Gauche anticapitaliste / SAP-Antikapitalisten (Belgien)

New Anticapitalist Party (Frankrig)