Rusland: Nej til halvhjertet solidaritet og falsk pacifisme

Det er bydende nødvendigt for venstrefløjen at flytte sin solidaritet væk fra de herskende klasser i de lande, som har set sig selv som undertrykte og ydmygede, over til de mennesker og de samfund, der kæmper mod undertrykkelse, hedder det i denne Første Maj-udtalelse fra Ruslands Socialistiske Bevægelse.

Første maj er ikke kun arbejdernes internationale dag, men også en dag med solidaritet med de undertrykte folk og civil ulydighed mod krig. For eksempel kan man huske 1. maj-protesterne mod USA’s imperialistiske aggression i Vietnam i Washington i 1971. Dengang var antikrigsbevægelsens holdning klar: stop krigen, træk de amerikanske tropper hjem og støt det vietnamesiske folks ret til selvbestemmelse.

I dag hælder venstrefløjen også til pacifisme, men dens nuværende udgave er meget mere ambivalent. Den fremhæver stadig spørgsmål som amerikansk imperialisme, forebyggelse af atomkrig og fordømmer militarisering og krig som midler til at løse konflikter. Men den har udfordringer med præcist at identificere aggressoren, og den viser en vilje til at tolerere Ruslands annektering af ukrainsk territorium og den fortsatte tilstedeværelse af russiske tropper der. Denne version af pacifisme bliver således berøvet en reel solidaritet med de undertrykte folk.

Venstrefløjens lejrtænkning, et ideologisk tankesæt, der indebærer, at venstrefløjen skal støtte eller i det mindste afstå fra kritik af de regimer, der modsætter sig Vestens hegemoni, vil normalt komme til at stå i vejen for støtte til Ukraine. Denne tilgang overser andre imperialismer og ignorerer holdningen fra aktivister fra den globale periferi, der kæmper mod deres ‘antiimperialistiske’ diktatorer.

En anden hindring for solidaritet med Ukraine er den vestlige venstrefløjs antimilitaristiske perspektiv, som gør det moralsk problematisk med enhver form for tilpasning til ens regerings militære forberedelser af eller med retorikken om ‘forsvar for demokratiet’, som legitimerede ‘humanitære interventioner’ i Jugoslavien, Irak og Afghanistan.

Vi vil gerne understrege, at en sådan pacifisme er falsk af flere grunde.

For det første er den bevæbnet med gamle dogmer, som ikke genovervejes i lyset af de aktuelle omstændigheder. Venstrefløjen afviser ’konkret analyse af en konkret situation’, og devaluerer venstrefløjens begreber og principper og gør dem til blotte abstraktioner. “Anti-imperialisme” er reduceret til at kæmpe med amerikansk imperialisme og udvidelse af NATO, hvorimod pacifisme forvandles fra at være et instrumentet til kamp mod aggressoren til et instrument til forsoning med aggressoren. “Falsk” pacifisme fremmer neutralitet eller begrænset støtten til Ukraine. Vi er imidlertid overbeviste om, at de samme kritiske standarder, som venstrefløjen anvender på kapitalistiske samfund i det globale nord, indebærer fuld opbakning til Ukraine, eftersom Rusland er en imperialistisk aggressor, som allerede har annekteret en del af det ukrainske territorium, dræbt mere end 120.000 mennesker og fordrevet millioner af ukrainere, mens Ukraine kæmper en national befrielseskrig.

Desuden er det vigtigt at erkende, at Putins regime ikke tjener som et bolværk mod imperialismen. Det repræsenterer en version af reaktionær, autoritær kapitalisme. Putins regime har ført krig med Ukraine for at overleve som klasse og for at opdele zoner af indflydelse. Manglen på solidaritet med de undertrykte og manglen på fordømmelse af undertrykkeren gør derfor internationalismen meningsløs.

For det andet formår ‘falsk pacifisme’ ikke at foreslå en holdbar løsning for at afslutte krigen. Dens krav om fred for enhver pris, herunder anerkendelsen af den nuværende status quo, ser bort fra de konkrete omstændigheder. ’Falsk pacifisme’ tager ikke højde for, at Ukraine kræver befrielse i stedet for ’fred’. Fred for enhver pris vil ikke kun betyde en aftale med aggressoren, men vil også blot være en våbenhvile, eftersom Putins regime er gået ind i en sådan fase, hvor det ikke kan stoppe med at føre krige uden risiko for at miste magten.

Både det ukrainske og russiske folk har brug for et militært nederlag for Putins regime. Kun dette åbner udsigten til forandring for dem begge og muligheden for atfremme en socialistisk dagsorden. Putins regime er ikke kun en bremse på de undertryktes kamp derhjemme, men også i nabolandene. Hvad Rusland angår, har vi allerede understreget, at niveauet af ulighed i Rusland er steget markant i løbet af de 20 år med Putins lederskab. Putin er ikke kun en fjende af alle former for demokrati, men også en fjende af arbejderklassen. Folkelig deltagelse i politik og frivillige foreninger bliver behandlet med mistænksomhed i Rusland. Putin er i bund og grund en antikommunist og en fjende af alt, hvad venstrefløjen kæmpede for i det 20. århundrede og kæmper for i det 21. Det er næppe realistisk at forvente nogen positive ændringer i arbejderklassens tilstand i Rusland og Ukraine, med mindre Putins undertrykkende diktatur bryder sammen, og kun et militært nederlag kan lette dette sammenbrud.

Dertil kommer, at i et globalt perspektiv vil det at tillade Putins regime at slippe af sted med krigen give grønt lys til en anden farlig præcedens i internationale relationer. Det signalerer til andre lande med atomvåben eller storkt militær, at annekteringskrige tolereres, og at det internationale samfund ikke vil gøre noget for at stoppe aggressoren. Krisen omkring Nagorno-Karabakh bliver nu fortalt i et erobringssprog af Aserbajdsjan, som allerede har besat nogle armenske områder. Tyrkiske luftangreb i Irak og Syrien i 2022-2023 og israelske luftangreb på Gaza og Libanon i 2023 har heller ikke fået nok international opmærksomhed. Putins verdenssyn, ifølge hvilket de stærke har ret til at slå de svage, skal tildeles et alvorligt slag i Ukraine, ellers vil blodige erobringskrige blive legaliseret over hele verden. Derfor er Ukraines sejr i krigen nødvendig for at forhindre en normalisering af blodbadet i verden.

Endelig afslører ’falsk pacifisme’ forklædt under venstrefløjsparoler en småborgerlig karakter præget af egocentrisme. ‘Falsk pacifisme’ er egocentrisk, fordi den reducerer kampen til ens nationale regering. Modstand mod den nationale politiske mainstream bliver prioriteret frem for solidaritet med det ukrainske folk. ‘Falsk pacifisme’ er drevet af egeninteresse, da den primært er optaget af de potentielle følger for arbejderklassen i de vestlige lande og udbredelsen af krigen til selve Vesten som følge af mere aktiv støtte til Ukraine. Med andre ord kan ‘falsk pacifisme’ koges ned til afstandstagen fra krig. Hvilken interessant ændring: For 50 år siden kritiserede venstrefløjen det vestlige forbrugersamfund for dens uvidenhed om krigene i det globale syd dyrkelsen af materiel komfort. Nu forsøger venstrefløjen selv at forholde sig til krigen på sikker afstand. ‘Falsk pacifisme’ undlader at lytte til kravene fra de ukrainske socialister og russiske socialister, som insisterer på ikke kun moralsk eller humanitær støtte til Ukraine, men også en afvisning af ethvert kompromis med Putins regime, anerkendelse af Ukraines ret til modstand og godkendelse af yderligere våbenoverførsler til Ukraine.

Venstrefløjens manglende lyst til at stå skulder ved skulder med den politiske mainstream er forståelig. Men neutralitet dræber venstrefløjens udsigter mere end nogen form for deltagelse i støtten til Ukraine. Det er på høje tid, at venstrefløjen fremmer sin dagsorden, som vil sætte den i stand til at bevare sin politiske selvstændighed. En sådan dagsorden kan omfatte følgende krav:

1. Øgede våbenoverførsler til Ukraine, som vil sætte landet i stand til at genvinde sine annekterede områder.
2. Fuldstændig tilbagetrækning af de russiske tropper fra Ukraines territorium.
3. Omfordeling af militariseringsbyrden. Det er regeringen og virksomhederne, der drev og stadig driver forretninger med Rusland og derved indirekte støtter dets autoritære regime, og som derfor bør bære omkostningerne ved krigen, ikke arbejderklassen.
4. Eftergivelse af Ukraines gæld.
5. Lempelse af indrejseregler, som vil gøre det muligt at være vært for flere fordrevne ukrainere og russere, der flygter fra undertrykkelse og mobiliseringer. Med hensyn til russere vil vi gerne gentage, at det er ekstremt udfordrende at engagere sig i politiske aktiviteter, mens de er i fængsel eller i frontlinjen.
6. Indførelse af sanktioner målrettet mod Putins elite, især deres finansielle aktiver, som næppe er blevet påvirket af tidligere sanktioner.
7. Afskaffelse af hemmeligt diplomati og gennemførelse af alle forhandlinger i fuld åbenhed for hele folket.

Det er bydende nødvendigt for venstrefløjen at flytte sin solidaritet væk fra de herskende klasser i de lande, som har set sig selv som undertrykte og ydmygede, over til mennesker og de samfund, der kæmper mod undertrykkelse. For at fremme en sådan solidaritet er venstrefløjen nødt til at udvikle en evne til at decentralisere deres syn og empati. I dette perspektiv er det umuligt ikke at solidarisere sig med befolkningen i Ukraine.

De undertrykte, ikke kun i Ukraine og Rusland, men på verdensplan, kræver horisontal solidaritet og empati frem for rigid geopolitisk tænkning og lejrtænkning. Først da kan arbejderbevægelsen sejre og bane vejen for fred og socialisme!

Ruslands Socialistiske Bevægelse blev dannet i 2011 ved en sammenslutning af en række socialistiske organisationer. RSM er den russiske sektion af Fjerde Internationale.

Oversat fra International Viewpoint af Åge Skovrind