Hvordan skal vi forsvare os når Trump svigter? Det spørgsmål fylder aviserne i øjeblikket og i løbet af kort tid kan mange års stabil sikkerhedspolitik ændre sig. Det gælder både den store politik – inklusive den store europæiske lande fører – og den på venstrefløjen

Skal venstrefløjen ensidigt gå ind for nedrustning og imod alle våben eller skal den gå ind for at købe våben og have en hær på en eller anden måde – og i så fald hvordan og i alliance med hvem?

Venstrefløjen har brug for nye svar på, hvordan vi skal leve sikkert og fredeligt. Men der er er problemer og dilemmaer, så vi må ikke springe mellemregninger over og nå frem til forhastede konklusioner.

Der har været flere interessante indlæg i Solidaritet. En af dem er Per Clausen og Jakob Ruggaards kronik ”USA’s svigt af Ukraine og Europa kræver nye offensive løsninger fra venstrefløjen”.

Et andet er den dækning af SF’s sikkerhedspolitiske oplæg, som Jonas Neivelt præsenterede samtidig i ”Ugen på Venstrefløjen”. Der kan man også finde et link til en kronik, SF’s topfolk havde i Jyllands-Posten midt i februar. Diskussionen buldrer også løs i andre aviser.

Venstrefløjen ved en skillevej

Venstrefløjen har et valg og står overfor en skillevej. En del af venstrefløjen mener og vil fortsat mene, at nedrustning pr. definition er venstreorienteret, og at venstrefløjen skal gå imod al våbenproduktion, al brug af våben, og altså skal være en slags pacifister.

Det er et synspunkt som har det for sig, at det er moralsk fornuftigt, det er let at forsvare og rimelig logisk. Det har den store svaghed, at det ikke svarer på de problemer ”vi” står over for – fx hvordan et land kan forsvare sig, når det bliver angrebet af en imperialistisk stormagt. Kravet om ”fred” er således blevet brugt til at nægte at vise solidaritet med Ukraine, ved at sende våben.

Da Ukraine blev angrebet af Rusland for tre år siden, valgte de to store partier på venstrefløjen i Danmark, SF og Enhedslisten, at bakke op om, at Danmark støtter Ukraine med våben. Så er det også logisk, at våbnene skal produceres et eller andet sted. I en verden med store imperialistiske magter, som ønsker kontrol og kan finde på at angribe andre lande, kan det være meget farligt at være ubevæbnet.

Med Pia Olsen Dyhrs ord er der brug for at øge våbenproduktionen i EU. Hun går ind for at:

”Øge samarbejdet i EU om fælles forsvarsproduktion – så vi får mere forsvar for pengene gennem fælles investeringer.”

Den samme konklusion når Per Clausen og Jakob Ruggaard samt Enhedslistens gruppeforperson Peder Hvelplund – med lidt mere floromvundne vendinger.

“USA vil ikke forsvare os”

Problemet er rigtigt nok, som Jakob og Per beskriver det: De europæiske lande kan ikke regne med, at USA vil forsvare os. Det er blevet klart med den politik, Donald Trump så tydeligt har demonstreret de seneste uger – med trusler om at angribe Grønland, med andre militære trusler, start af handelskrige ikke bare med Kina, men også med Mexico og Canada og med en på vej mod EU.

Senest har vi også set, at Trump har trukket våbenleverancerne til Ukraines forsvar mod Rusland. USA er også holdt op med at dele efterretningsinformationer med Ukraine. Trump har ambitioner om at afslutte krigen sammen med Putin og diktere Ukraine resultatet.

Per Clausen og Jacob Ruggaard uddyber: ”Først og fremmest må vi se i øjnene, at vi er omringet af imperialistiske stormagter med annekteringsplaner og territoriale udvidelsesambitioner. Trumps USA har lige nu øjnene stift rettet imod Grønland, Canada og Panama.

Man bliver nødt til at tage deres ønsker om udvidelse ret bogstaveligt, hvis man ikke skal risikere at stå naiv og uforberedt tilbage. Putins Rusland har deres øjne rettet imod Moldova, Georgien og de baltiske lande.”

SF’s top (Pia Olsen Dyhr, Villy Søvndahl, Lisbeth Bech-Nielsen, Karsten Hønge og Anne Valentina Bertelsen) er på linje med det og skriver i Jyllands-Posten 14. februar: ”Deraf følger et stadig mere presserende behov for at sikre, at de europæiske lande kan forsvare sig selv.”

Der tegner sig altså et billede af, at venstrefløjen går ind for, at Europa skal forsvare sig mod ”imperialismen”.

Danmark har ingen våbenproduktion

En ting må i hvert fald stå klart. Danmark har ikke det, der skal til for at forsvare sig selv.

Firmaet Terma producerer dele til F-35 fly, men der er ingen selvstændig våbenproduktion i Danmark. Hvis vi skal have det, er det en langsigtet opgave. At etablere bare en mellemstor produktion af maskingeværer, med patroner eller artillerigranater, er noget der tager tid

Skal vi så etablere våbenproduktion i Danmark selv? Det er en grænseoverskridende ny politik for venstrefløjen, så måske skal vi lige vende den en gang, før vi går ind for det. Selvom jeg selv nok vil være tilbøjelig til at sige ja.

Men Danmark er også et land, der er alt for lille til at producere alle typer nødvendige våben selv. I Danmark i dag har vi heller ikke den industrielle base, den større våbenproduktion kræver. Så hvis vi skal producere våben, må vi samarbejde med andre – men med hvem?

Støtte til militærproduktion og forsvar i Norden og Europa

Så må vi producere våbnene ”i Norden og Europa”. Det mener Jakob Ruggaard og Per Clausen fx. De skriver:

”Her må vi indse, at hvis vi vil vinde den mulighed for sikkerhedspolitisk autonomi, så kræver det investeringer. I vores sikkerhed. I militær. Også i våben og militærproduktion i Europa, Norden, Danmark. Så vi kan gøre os uafhængige af USA og deres lunefulde og fjendtlige diktater. Noget som venstrefløjen – med rette – længe har agiteret for, men som vi ikke har haft en politik, som i praksis har kunnet muliggøre.”

Peder Hvelplund, som er gruppeforperson for Enhedslistens Folketingsgruppe, mener det samme i et Facebook-opslag med den manende overskrift: ”Demokratiet er truet. Lad os love hinanden at forsvare det sammen!”

Han uddyber:  Der skal bygges en brandmur rundt om velfærden, klima- og miljøindsatsen. Derfor skal vi bygge videre på NATO-samarbejdet, selv om USA ikke vil være med. Vi skal altså forsvare os sammen med Europa og den europæiske del af NATO:

”Det er afgørende for Danmark, at vi begynder arbejdet på at få etableret og styrket samarbejdet med alliancepartnere, som er villige til at forsvare den international retsorden. Det vil i første omgang sige i et helt tæt samarbejde med vores nordiske naboer, men formentlig også i en form for europæisk søjle i et forsvindende NATO.”

Lad det nu ligge, at der aldrig rigtig har været noget, som man kunne kalde en ”international retsorden”. De store stater har aldrig overholdt nogen regler. Men kan vi virkelig tro på, at europæiske lande i NATO vil forsvare ”velfærden, klima- og miljøindsatsen og demokratiet”?

Det er her, det forekommer mig, at Peder Hvelplund, Per Clausen og Jakob Ruggaard giver udtryk for illusioner, som ikke vil holde længe.

Er Europa ikke imperialistisk?

Peder Hvelplund skriver: ”Åbenlyst står vi lige nu i en situation med minimum 3 imperialistiske stormagter i verden, USA, Rusland og Kina. Ingen af dem ønsker at bidrage til at opretholde en international retsorden forankret i FN-systemet og folkeretten.”

Jeg er nødt til at spørge: Er der ikke nogen imperialisme i Europa? Er europæiske lande ikke imperialistiske? Fx Frankrig, Storbritannien, Tyskland og Italien?

Historisk er de europæiske lande de største imperialister. Briterne, franskmændene, tyskerne, spanierne har været overalt i verden. Men også mindre lande som Holland, Portugal, Italien og Danmark har haft imperiale ambitioner, kolonier osv. De europæiske lande er blevet svagere – men de fører stadig en imperialistisk politik også i dagens verden.

Det gør de i forhold til Afrika, Mellemøsten – Palæstina konflikten, støtten til Israel, holdningen til flygtninge (Frontex). EU laver imperialistiske fiskeriaftaler med Marokko, som har besat Vestsahara osv.

Det må venstrefløjens repræsentanter simpelthen ikke glemme, når de går ind for våbenproduktion i Europa. Vi kan ikke ophæve modsætninger i vores politik ved at fortie dem.

Det rejser også spørgsmålet – hvad gør vi, hvis EU producerer våben – men også sælger dem til Israel eller bruger dem til fransk imperiekontrol i Afrika? Skal vi så stemme imod?

Holder demokratiet i Europa?

Det er der desværre ingen garanti for. De højreekstreme kræfter er stærke i mange europæiske lande. I Sverige er det nynazistiske parti Sveriges demokraterne støtteparti for den svenske regering. I Italien er premierministeren neofascist. I Tyskland har AFD lige fået 20 procent af stemmerne, og der er risiko for at de på et tidspunkt vil presse CDU/CSU ind i et samarbejde.

I Østrig er et neonazistisk parti størst. I Ungarn har Orban magten. I Frankrig er der en højst ustabil situation, hvor centrum omkring konservative og liberale ikke længere har flertal i parlamentet – og både venstrefløjen og det ekstreme højre er meget stærke, og tilsammen kan bringe regeringen i mindretal. Der er stor risiko for, at højreekstreme kan vinde et præsidentvalg.

Peder Hvelplund forklarer præcist og manende årsagerne til denne tilstand i sit opslag på Facebook:

”Det der underminerer demokratier og demokratiske institutioner og fodrer højrepopulismen, er når fællesskaberne svigter. Når mennesker oplever at stå usikre og alene, fordi deres basale levevilkår forringes, uligheden eksploderer og den velfærd, der burde hjælpe dem, forsvinder, samtidig med at de kan se, at den politiske vilje til at tage et opgør med tech- og kapitalgiganter er totalt fraværende.

Så bliver resultatet at troen på og håbet om demokratiet som forandrende magt forsvinder.

Det må ikke ske. Derfor er det bydende nødvendigt, at vi, samtidig med vi styrker vores evne til at forsvare os, også styrker det der gør vi har noget at forsvare: Vores fællesskaber, menneskerettighederne og demokratiet.”

Det eneste problem i Peders formulering er, at den ikke bare beskriver en mulig fremtid – den beskriver nutiden. I EU er uligheden allerede eksploderet, de basale levevilkår forringet, og der er ingen vilje til at tage noget opgør med kapitalgiganterne.

EU og EU-landene er ikke ved at udvikle sig til ”friere, grønnere, mere lige og trygge samfund”, som Per og Jakob skriver, at de gerne vil have. Det ved Per Clausen selvfølgelig bedre end nogen anden fra sit arbejde i EU-parlamentet.

Peder Hvelplund vil gerne forsvare os i ”den svindende europæiske søjle i NATO”. Det rejser spørgsmålet, om Tyrkiet er med i den søjle? De er i hvert fald medlemmer af NATO og har en af NATO’s stærkeste hære. Tyrkiet er også i modsætning til Rusland og støtter derfor til en vis grad Ukraine. Men Tyrkiets regime er under Erdogan autoritært og undertrykkende. Tyrkiet har også sine egne imperialistiske projekter i Syrien og Kaukasus. Ikke den mest oplagte alliancepartner.

Spring ikke mellemregningerne over

Vi er nødt til at være helt klare over situationen. Vi må også beskrive den klart. Det gør Per Clausen og Jakob Ruggaard ikke. Det gør Peder Hvelplund heller ikke. Det gør SF’s top heller ikke, når de skriver: ”Europa må kunne forsvare sig selv og de værdier vi tror på”. For hvad er det for værdier ”vi” er fælles om i Europa?

Jeg er enig med Jakob, Per og Peder og SF’s ledelse i, at vi har brug for våben og et territorialforsvar af Danmark, men det er modsætningsfyldt og vil fx skade klimaet – og der er stor risiko for at fremme kapitalinteresser, som vi ikke bryder os om.

Man kan ikke løse alle modsætninger i en kompliceret situation; Men vi bør se dem og være klare over dem.

Ukrainekrigen er ikke afgjort endnu

SF’s top ser ingen lysning på den sikkerhedspolitiske front: ”Intet tyder på forbedringer i det sikkerhedspolitiske billede eller stabilisering, så langt øjet rækker.  Vi skal derfor have en ærlig og nøgtern vurdering af, hvad vores investeringer i vores sikkerhed kræver – og i forlængelse af det, hvad prisen bliver.”

Også Per Clausen og Jakob Ruggaard er pessimistiske, og de præsenterer faktisk Ukraines nederlag som noget, der allerede har fundet sted: ”Vi kommer til at stå tilbage med et Rusland med ideologiske planer om genetablering af et ”Storrusland” som var en helt central del af Putins motivation for at gå ind i Ukraine. Et Rusland som igennem krigen har opbygget lynhurtige forsyningslinjer, bruger over 7 procent af deres BNP på militær, har en meget stor mobilisering til deres hær, som ikke længere vil være fastholdt i Ukraine, og en økonomi der er omstillet til en fuldtonet krigsøkonomi.”.

Det er muligt, at det sker, men det er ikke sket endnu.

Fra den første dag har der været mange, som mente, at Ukraine ikke havde en chance over for Rusland og lige så godt kunne overgive sig med det samme. Men Ukraine har forsvaret sig med succes, og har forhindret at Rusland besætter 80% af landet, selv om de har besat 20%. Selvfølgelig stiller USA’s stop for hjælp til Ukraine nu landet i en vanskelig situation – og måske vil stoppet blive permanent.

Men det er langt fra givet, at Ukrainekrigens afslutning bliver en beskidt ”fred”, som er dikteret af højreradikale stormagter, som Per og Jakob frygter. Det er en reel risiko. Men det er ikke sket endnu. Det er også muligt, at Ukraines forsvarskamp vil ende med at Rusland må trække sig tilbage – og at Ukraine holder længere i udmattelseskrigen end Rusland, der har opbrugt en stor del af de våbenreserver, de havde fra Sovjetunionen.

Det er derfor afgørende, at de lande i Europa, der støtter Ukraine, fortsætter med at gøre det og erstatter den hjælp, Ukraine ikke længere kan regne med fra USA.

De næste par måneder vil vise, hvor problematisk det fx er for Ukraine, at de ikke længere får overvågnings-informationer fra amerikanske satellitter eller kan bruge Starlink som kommunikationsvej.

Er Rusland en trussel?

Svaret på det spørgsmål er både ja og nej.

Ja, Rusland fører en aggressiv imperialistisk politik i forhold til sit nære udland – dvs. de tidligere sovjetrepublikker. Især i forhold til Ukraine.

Og ja, spændingen mellem Rusland og Vesteuropa og (indtil for nylig og måske snart igen) USA er stærk.

Men nej, Rusland har ikke i dag kapacitet til eller behov for at angribe Vesteuropa. Rusland har bundet hele sin stående hær i på Ukraine-krigen og har ikke ekstra ressourcer til at angribe andre lande. Ruslands hær er også alvorligt svækket efter tre års krig.

De reserver af våben, som var opbygget gennem mange år i sovjettiden, er tømte, eller næsten tømte. Våbenproduktionen er ikke tilstrækkelig til mere end lige at fortsætte krigen i Ukraine. På visse områder – tanks, pansrede mandskabsvogne, antiluftskyts, fly – producerer Rusland mindre, end de har brug for.

Ruslands militær måtte indskrænke sig selv til næsten ingenting i Syrien, og det var medvirkende til, at Assads regime faldt. Ruslands militære svækkelse i Kaukasus var det, som gjorde det muligt for Azerbaijan at angribe og overtage den armenske enklave Nagorno-Karabakh.

Ruslands befolkningsmæssige grundlag er også langt fra tilstrækkeligt til at erstatte de tab Rusland har lidt ved fronten. Årgangene i halvfemserne, som er de årgange, der nu er ved fronten, er meget små, og der er ikke så mange unge, kampdygtige mænd tilbage.

Så lige nu har Rusland ingen kapacitet til at angribe Vesteuropa.

En dårlig fred i Ukraine kan føre til et mere aggressivt Rusland

Situationen kan ændre sig, hvis Rusland sejrer i Ukrainekrigen, og Ukraine er nødt til at slutte en dårlig fred.

Vi ved jo ikke, hvordan en sådan ”fred” kunne se ud. Måske vil den kræve en fortsat russisk besættelse af store dele af Ukraine, med behov for meget politi og soldater. I så fald vil Rusland stadig ikke have kapacitet til at angribe andre.

Ellers kan den russiske hær måske blive frigjort fra sine opgaver i Ukraine – og i så fald har Rusland ca. en million soldater, som man ikke har nogen brug for i hjemlandet, og hvis demobilisering vil give store problemer.

Rusland er også omstillet til militærproduktion – og der er meget, som tyder på, at Putins fortsatte position som præsident forudsætter, at krigsøkonomien fortsætter. Så det er faktorer som vil fremme at Rusland optræder aggressivt.

Hvis Rusland taber Ukrainekrigen og må trække sig ud af landet – så er der større chancer for nedrustning i Europa. I så fald kan man håbe på et regimeskifte i Rusland, og at Rusland udvikler sig i demokratisk retning. Det vil give muligheder for at lave en europæisk sikkerhedsstruktur, hvor man ikke angriber hinanden og derfor kan ruste ned.

Er der andre trusler mod Danmark?

Der er den oplagte og udtalte trussel mod Rigsfællesskabet, at USA vil overtage Grønland, som Trump kræver.

Det er måske mere oplagt, at han vil gennemføre det gennem afpresning og måske i en modereret form end en egentlig militær besættelse. USA har allerede længe haft stor indflydelse og militære baser i Grønland – og kan nemt få endnu mere kontrol med fx råvareudvindingen også uden at Grønland formelt bliver en del af USA.

Længere ude i horisonten kan en konflikt mellem EU og Kina true, eller mellem USA og Kina, hvor europæiske lande bliver inddraget. Men der er tid til, at de europæiske lande fører en politik, der modvirker eskalering af konflikten.

Kan Danmark købe våben i Ukraine?

Danmark er allerede begyndt at investere i våbenproduktion i Ukraine. Danmark har investeret 4,2 milliarder. Det er medvirkende til at Ukraines produktion af fx artillerigranater og droner vokser. For øjeblikket har Ukraine brug for alle de våben, de kan producere.

Men når krigen slutter, vil det være logisk, at Danmark køber noget af produktionen og fortsætter investeringen. Det vil også være logisk at købe droner og trække på Ukraines viden om, hvordan man forsvarer sig mod luftangreb.

Faktisk er det et af de klogeste skridt, man kan tage i dansk forsvar. At aftage våben fra Ukraine til en rimelig pris er også en måde at støtte landets genopbygning på.

Konkrete forslag til venstrefløjens forsvarspolitik

Enhedslisten er ikke en del af forsvarsforligs-kredsen og har ingen indflydelse på dansk militærpolitik. Partiet skal heller ikke regne med at blive inviteret. De andre partier er simpelthen ikke interesserede i, at Enhedslisten er med.

SF er med i forsvarsforligene, men det er tilsyneladende ikke meget indflydelse, partiet har fået på forsvarspolitikken. SF’s top skriver i Jyllands-Posten 14. februar:

”Vi ønsker velfærd, vi ønsker balance i arbejdslivet og retfærdig pension, vi ønsker grøn omstilling – og vi ønsker sikkerhed gennem et solidt forsvar. Alt det, der handler om vores fællesskab og ansvar for at passe på det. Tiden er derfor ikke til uansvarlige, ulighedsskabende skattelettelser. Vi ønsker faktisk det stik modsatte af regeringen – nemlig et opgør med skattestoppet, så vi både kan prioritere vores forsvar og sikkerhed og samtidig kan værne om fællesskabet gennem investeringer i vores velfærd og grønne omstilling. Vi kan ikke risikere at opbakningen til de store forsvarsinvesteringer står og falder med viljen og evnen til samtidig at prioritere vores velfærd og den grønne omstilling.”

Smukt. Men kære SF, det er slet ikke den politik, regeringen fører under Mette Frederiksen.

Det rejser spørgsmålet: Hvis venstrefløjen ønsker en politik der forener velfærd, grøn omstilling og forsvar – men kun får tilbudt forsvar, skal man så alligevel stemme for?

Men venstrefløjen kan få indflydelse ved at stille krav udefra og påvirke den offentlige debat.

Her er der nogle oplagte indsatspunkter og krav:

1) Amerikanske baser i Danmark er en dårlig ide, fordi USA truer Danmark og er en aggressiv imperialistisk magt.

2) Det er en dårlig ide at købe våben i USA. Specielt hvis de – som F-35-flyene kun fungerer, når USA vil have dem til at fungere.

3) De europæiske lande er imperialistiske – men nogle mere end andre – så køb i Sverige eller Norge vil være bedre end køb fra Frankrig fx. Vi skal ikke gøre os nogen illusioner eller skabe illusioner om, at EU er særlig demokratisk, at de europæiske lande fortsat vil være forsvarere af demokratiet, eller at EU forsvarer miljøet.

4) Danmark skal investere i offentlig våbenproduktion og research. Vi skal gå ind for, at våbenproduktionen er statsejet.

5) Vi arbejder for en socialt retfærdig betaling af våbenproduktionen og militær. Det skal ske ved at rulle skattelettelser til de rige tilbage og øget skat af samme, som SF foreslår det.

6) Venstrefløjen skal støtte fortsat solidaritet med Ukraine. Det er den sikreste vej mod oprustning i Europa. En fredsslutning på ukrainske betingelser, hvor Rusland trækker sig tilbage, er den sikreste vej til nedrustning i Europa.

7)  Når Ukraine-krigen forhåbentlig når en ende, skal vi fortsætte vores samarbejde med Ukraine om at producere våben og importere nogle af dem til Danmark sammen med Ukraines nye våbenteknologier inden for droner og luftforsvar.

8) Vi skal arbejde for, at de europæiske lande ikke eksporterer våben til diktaturer som Saudi-Arabien og apartheidstater som Israel.

9) Når det er muligt, skal vi støtte skridt til målrettet nedrustning – og vi skal fastholde, at det er vores mål.

Heldigvis er nogle af disse punkter allerede noget, partier på venstrefløjen og folkelige bevægelser fremmer aktivt.

Debatindlæg er udtryk for skribentens egne holdninger. Kontakt os her, hvis du selv vil bidrage til debatten.