Som en af penneførerne for fælleserklæringen ”Ukraine: For en folkets fred, ikke en imperialistisk fred” bragt i Solidaritet uddyber Christian Zeller her sit bud på betydningen af Ukraine-krigen i lys af målet om en rød og grøn omstilling af Europa.

Hvorfor vi skal kombinere solidaritet med ukrainsk modstand med kampen for økosocialistiske forandringer i Europa

I denne artikel uddyber jeg overvejelserne bag fælleserklæringen ”Ukraine: Folkets fred, ikke en imperialistisk fred” [1]. Først stiller jeg ved hjælp af to forskellige scenarier for krigens forløb spørgsmål vedrørende den generelle samfundsudvikling. Derefter svarer jeg på visse urealistiske ideer om en våbenhvile og en fastfrysning af krigen ved de eksisterende frontlinjer. Til sidst præsenterer jeg med flere underpunkter centrale strategiske overvejelser. Hensigten er at tilskynde til en transnational debat om, hvordan solidariteten med den ukrainske modstand kan kobles sammen med et større perspektiv for fred i Europa og i sidste ende en orientering mod en økosocialistisk omlægning af kontinentet.

1. Mulige scenarier

For at forstå rækkevidden af den russiske krig mod den ukrainske befolkning, er det en hjælp at tænke baglæns fra krigens mulige slutning og dermed drage konklusioner for nutiden.

Hvilke konsekvenser vil det få for Ukraine og Europa, hvis det lykkes Rusland blot delvist at få sin vilje? Den 14. juni bekræftede Putin sine minimumskrav for en våbenhvile: Ud over den besatte Krim-halvø og de næsten fuldt ud besatte Donetsk- og Luhansk-oblaster vil Rusland også integrere Zaporizjzja- og Kherson-oblasterne, der stadig primært er under ukrainsk kontrol, i Rusland. Putin bestrider den ukrainske regerings legitimitet. Som følge heraf kræver han, at den styrtes samt en demilitarisering af Ukraine, og at NATO-medlemskab er udelukket [2]. Den igangværende offensiv i den nordlige del af landet har til formål at tvinge store dele af befolkningen i Kharkiv til at flygte. Putin erklærer åbent, at Europas politiske orden skal omstyrtes.

En våbenhvile på dette grundlag ville resultere i, at flere millioner mennesker igen flygtede. De besatte områder ville blive russificeret med vold og landet oversået med filtrations- og fangelejre. Al demokratisk, faglig, feministisk, klimapolitisk for ikke at nævne socialistisk opposition ville blive umuliggjort og fysisk udryddet. Vurderingen er ikke bare en pessimistisk fremstilling, fordi denne tilstand allerede er en realitet i de russiskbesatte områder. Muligvis ville det udløse en massiv krise i det resterende Ukraine, en styrkelse af ekstremt nationalistiske kræfter og forstærkede autoritære tendenser. Scenariet ville styrke fascistiske kræfter både i Rusland og andre steder. Putin-styret ville i flere år fremover slå sig selv fast som leder af de fascistiske og nationalkonservative strømninger i Europa. Der ville ikke længere være spillerum for sociale og grønne reformer. Med Trump som ny præsident i USA ville dette scenarie blive fremskyndet og ikke mindst udvidet på internationalt plan. Det ville tillige blive væsentligt forværret, hvis den ukrainske modstand mod fremtidige russiske offensiver helt kollapser på grund af manglende støtte.

Hvis Ukraine kan forsvare sin suverænitet, vil landet have en chance for en demokratisk udvikling og en genopbygning af socialistiske og økologiske kræfter inden for de ukrainske sociale bevægelsers ramme. I betragtning af de enorme ødelæggelser og de progressive strømningers fortsatte isolation i det ukrainske samfund er dette perspektiv langt fra sikkert, men stadig muligt. Det ville også åbne mulighed for, at de sociale bevægelser, fagforeninger, feministiske, socialistiske og anarkistiske organisationer i Ukraine kan uddybe og udvide deres samarbejde med partnere i Europa og andre steder i verden og derved udvikle fælles ideer om en solidarisk udvikling i Europa. Men hvis Ukraine bliver ødelagt og store dele af landet besat af Rusland, vil den samfundsdynamik blive nedbrudt. En demokratisk samfundsudvikling vil blive umuliggjort i flere år fremover.

2. Urealistiske ideer

I den offentlige diskussion, hvor også repræsentanter fra venstrefløjen deltager, fremkommer der gang på gang urealistiske ideer om en afslutning på krigen. Jeg vil kort diskutere tre holdninger, som ikke alene alle er urealistiske, men som også i varierende grad læner sig op ad en sejr for Putin-diktaturet.

Fastfrysning af krigen

Et tilbagevendende forslag giver udtryk for, at krigen kan fastfryses langs den eksisterende frontlinje. Men hvordan kan en krig fastfryses, hvis den angribende magt fortsætter med at angribe og åbenlyst erklærer, at den ikke vil afslutte krigen, før regeringen i det angrebne land er væltet, samfundet har været igennem en politisk udrensning, og yderligere områder og storbyer skal underlægges angrebsmagten – herunder flere, som den ikke kontrollerer militært?

Siden invasionen af Ukraine i fuld skala den 24. februar 2022 har Putin og adskillige fra hans lederkreds vedholdende erklæret, at de ikke vil acceptere et suverænt Ukraine, at de vil vælte landets regering, og at de anser Ukraine såvel som Belarus for at være en del af et storrussisk rige. Der findes ydermere ingen politiske kræfter i Rusland, der tager et ”fastfrysnings”-perspektiv op. Putins diktatur har fysisk og politisk elimineret landets antikrigs-bevægelse. Feministiske, socialistiske, anarkistiske og demokratiske kræfter er henvist til at arbejde under jorden. Masser af kritiske hoveder har for længst forladt landet. I denne situation er det ikke alene verdensfjernt at bede det angrebne land om at fastfryse krigen uden samtidig at overveje, hvordan presset på det angribende land kan øges. Det er et forslag, der imødekommer angriberens imperialistiske interesser.

Opgivelse af territorier og mennesker til Putin-diktaturet

Forslaget om, at Ukraine skal opgive store dele af sit territorium, følger den samme logik, men går længere. Det ville svare til at udlevere flere millioner mennesker til Putins diktatur. Hvad ville Putin nøjes med? Han kræver både byerne Kherson og Zaporizjzja tit også Kharkiv og endda Odesa. Det er indlysende, at dette ville føre til en enorm flygtningestrøm, som vi ikke har set magen til siden Den anden Verdenskrig, ikke mindst til Tyskland.

Alle, der mener, at Ukraine bør afstå territorium til Rusland, har pligt til at forklare, hvad det egentlig ville betyde. Konkret ville det indebære, at millioner af mennesker ville blive udleveret til et terrorregime. Da de berørte mennesker ikke ville acceptere dette, ville det udløse en enorm bølge af flygtninge. Tænker de, der nu kræver, at Ukraine afgiver territorium til Rusland, også over, hvad det ville medføre for disse mennesker og frem for alt, hvilken politisk dynamik det ville udløse i hele Europa? Scenariet ville med aktiv støtte fra Putin og Trump – hvis denne igen skulle blive amerikansk præsident – føre til en massiv fremgang for fascistiske kræfter i Europa. Hvem på den tyske venstrefløj eller fra den såkaldte fredsbevægelse er ærlig nok til at forholde sig til en sådan situation?

Jeg vil gerne benytte anledningen til at minde om forholdene i de besatte områder, hvor millioner af mennesker allerede har forladt deres hjem siden 2014. Realiteten er en situation kendetegnet ved fravær af uafhængige politiske organisationer, generel undertrykkelse, filtrations- og fangelejre, ekspropriationer og fordrivelser [3]. Den russiske stat er i gang med et særdeles voldeligt, kolonialistisk bosætterprojekt i de besatte områder i Ukraine [4]. Den ukrainske befolkning fordrives, og russere opmuntres til at bosætte sig i områderne. Ejendomsfirmaer tilraner sig ukrainsk ejendom.

Et instrument for den russiske stats masseterror i de besatte områder er massebortførelsen af børn. Den ukrainske regering anslår, at 20.000 børn er blevet ført fra de besatte områder til Rusland. Rapporter i Financial Times [5] og New York Times [6] dokumenterer denne strategi. Ifølge FN-konventionen om folkedrab (vedtaget på generalforsamlingen i 1948) opfylder denne praksis definitionen på folkedrab [7].

Neokolonialistisk opdeling af Ukraine

Endnu længere går neokolonialistiske forslag om en opdeling af Ukraine. Den vestlige del skal integreres i NATO, den østlige del skal gå til Rusland. En sådan løsning kan man imidlertid ikke overlade til den ukrainske regerings definitionsret, så det skal de tredjelande, der leverer penge og våben, stå for. Tilhængerne af denne holdning fremstiller den ukrainske regering som en krigsophidser, der ønsker at trække “Vesten” ind i krigen. Samtidig accepterer tilhængerne, at det fascistoide Putin-styre, der på internationalt plan støtter fascistiske kræfter, vil belønnes med territoriale gevinster.

Alle i Tyskland, der foreslår, at Vestmagterne og Rusland skal dele Ukraine mellem sig, indgår i en reaktionær og kolonialistisk tradition, der lever videre i forskellige versioner og navnlig i Tyskland og Rusland. Begge stater har altid kun betragtet områderne mellem sig som bufferzoner, overgangs- eller opmarchområder. Nazi-Tyskland og Sovjetunionen under Stalin praktiserede iskoldt dette i Molotov-Ribbentrop-pagten, der også er kendt som Hitler-Stalin-pagten, den 24. august 1939.

Også SPDs ikke helt så fredelige afspændingspolitik godtog geopolitiske zoner og krav. I 1981 førte dette f.eks. til, at den vesttyske forhandlingsleder Egon Bahr præventivt gav Sovjetunionen ret til at gribe ind i Polen for at beskytte de sovjetiske interesser. Dermed legitimerede han general Jaruzelskis militærkup mod den polske selvbestemmelsesbevægelse og fagforeningen Solidaritet, før det overhovedet fandt sted. Egon Bahr beskyldte den forbudte fagforening Solidaritet for at bringe freden i Europa i fare og argumenterede for, at den polske befolknings demokratiske anliggender måtte vige for hensynet til freden mellem blokkene og for det sovjetiske bureaukratis interesser [8]. SPD-ledelsen tog således åbenlyst parti for det stalinistiske diktatur og dets stormagtsinteresser.

Denne reaktionære holdning finder nu til dags sin fortsættelse i ytringer, der fremsættes af flere fremtrædende SPD-politikere. Også repræsentanter for Die Linke slutter sig til denne tradition. Det er netop denne indstilling, der er så udbredt i Tyskland, som gør det umuligt for den tyske venstrefløj at føre en frugtbar dialog med socialister, feminister og anarkister i Ukraine, Belarus og andre steder i Østeuropa.

Koloniherredømme og selvbestemmelse

De ovennævnte holdninger går ud fra, at denne krig primært drejer sig om territorier, der blot kan fordeles på ny baseret på forløbet af krigen. Putin-styrets centrale motiv er ødelæggelsen af Ukraine som en selvstændig stat, og at der stilles spørgsmålstegn ved eksistensen af en ukrainsk nation. Dette er et motiv, der ligger fast uanset NATO. Ukrainsk medlemskab af NATO eller EU var aldrig umiddelbart forestående. Efter Finlands tiltrædelse står NATO helt fremme ved den russiske grænse. Ikke desto mindre trak Putin i massivt omfang tropper tilbage fra grænseregionen dér for at sende dem til Ukraine. Putin er ikke bekymret for NATO, han frygter snarere uafhængige og demokratiske opstande i udkanten af Rusland, der kan sprede sig ind mod centrum, som for eksempel Maidan-oprøret i Ukraine i vinteren 2014-15 og arbejderopstanden i Kazakhstan i vinteren 2021-22, der blev undertrykt med vold. Putin-regimet placerer sig i traditionen fra zartidens Rusland, giver det et moderne totalitært præg og har med held knust al selvstændig bevægelse i befolkningen, hvilket har fået en række russiske samfundsforskere til at karakterisere styret som fascistoidt [9].

Det er oplagt, at en sejr for Putin-regimet over Ukraine ville give et enormt løft til fascistiske kræfter i hele Europa og udenfor. Samtidig er Putins regime et udpræget fossildiktatur, der allerede før storoffensiven mod Ukraine i sin energistrategi eksplicit besluttede at udvide olie- og gasproduktionen flere årtier fremover. Indtægterne fra netop olie og gas er afgørende for finansieringen af krigen.

I modsætning til de ovennævnte holdninger varetager budskabet ”Ukraine: Folkets fred, ikke en imperialistisk fred” et helt andet perspektiv. Det kombinerer forsvaret af den ukrainske befolknings demokratiske selvbestemmelse med en orientering henimod en radikal social og økologisk omlægning af hele det europæiske kontinent i global solidaritet. Målet med udtalelsen er at igangsætte en fælles forståelsesproces blandt de underskrivende organisationer, initiativer og mediekollektiver om, hvordan vi på den ene side kan bidrage til at styrke solidariteten med den ukrainske modstand mod den russiske besættelse og samtidig til et perspektiv for en radikal socioøkologisk omstrukturering, dvs. i sidste ende til et økosocialistisk perspektiv for hele kontinentet. Et kontinentalt perspektiv, der er afgørende for at imødegå offensiven fra nationalliberale, nationalkonservative og fascistiske kræfter.

3. National selvbestemmelse og mere til

Den kommende vinter bliver svær for den ukrainske befolkning. Der er huller i både luftforsvar og missilforsvar, fordi NATO-landene ikke leverer de nødvendige forsvarsvåben. En undersøgelse konkluderer, at 80 % af Ukraines el- og vandforsyning allerede er ødelagt. Putins regime ønsker at udmatte befolkningen. Hvis det lykkes ham at gøre byer som Kharkiv og Dnipro med over en million indbyggere ubeboelige i den kommende vinter ved at bombe Ukraines el- og fjernvarmenet og derved udløse storstilede flygtningestrømme, kan det svække Ukraines forsvarsvilje markant [10].

I denne krig forfølger Putin-diktaturet ikke territorielle mål, men sætter spørgsmålstegn ved Ukraines uafhængighed og benægter endog overhovedet eksistensen af en ukrainsk nation. I erklæringen “Ukraine: Folkets fred, ikke en imperialistisk fred” slår vi dette fast som et faktum:

”Repræsentanter for Putin-regimet erklærer regelmæssigt, at de ikke anerkender et uafhængigt Ukraine og benægter, at der eksisterer et ukrainsk folk. Putin-regimet går efter et storrussisk projekt, underkuer beboerne i de besatte territorier med terror og har til hensigt at udrydde den ukrainske kultur. Det herskende regime i Rusland begår løbende krigsforbrydelser mod den ukrainske befolkning.”

Følgelig er det afgørende, at den ukrainske befolkning støttes i sin ret til beskyttelse mod den daglige bombe- og raketterror, som Putins tropper står for. Det betyder, at de, der besidder passende og effektive forsvarsvåben – altså staterne i Europa og Nordamerika – skal stille dem til rådighed for Ukraine. Alle, der siger, at Ukraine har ret til selvforsvar, men ikke vil levere de nødvendige våben, handler inkonsekvent. I denne forstand er erklæringen også en fortsættelse af en tidligere fælleserklæring fra august 2022, som jeg offentliggjorde sammen med russiske, ukrainske, tyske, østrigske og schweiziske kammerater [11].

I [fælleserklæringens] tredje punkt bekræfter vi følgende grundholdning:

”Vi modsætter os forsøg fra “vestlige” regeringer, fra repræsentanter for NATO og EU på at presse Ukraine til massive indrømmelser over for den russiske besættelsesmagt. Vi modsætter os ideen om, at Ukraine skal afstå flere millioner mennesker til Putin-regimet. Det er ene og alene den ukrainske befolknings sag at afgøre, hvordan den vil imødegå den frygtelige situation, der indebærer en igangværende og muligvis udvidet besættelse. Vi støtter den ukrainske befolknings væbnede og ubevæbnede modstand mod den russiske besættelsesmagt.”

Det er indlysende, at fred kun er mulig baseret på en sikring af retten til national selvbestemmelse for den ukrainske befolkning. Det betyder, at de russiske tropper skal forlade Ukraines territorium. Først da kan der åbnes veje, som gør det muligt for ukrainere i de forskellige dele af landet – herunder de, der er blevet fordrevet – at påbegynde en demokratisk proces, der potentielt muliggør national selvbestemmelse, herunder forskellige muligheder for regionalt selvstyre.

I den indledende del af udtalelsen sætter vi den russiske krig mod Ukraine ind i en større sammenhæng:

”Besættelse er en forbrydelse! Vores udgangspunkt er principperne om de arbejdende klassers og alle undertrykte folkeslags befrielse ved egen kraft, frigørelse og selvbestemmelse frem for geopolitiske overvejelser. Derfor er vi også solidariske med det palæstinensiske folk, som har kæmpet for sin selvbestemmelse i årtier. Ligeledes støtter vi de kurdiske og armenske befolkninger og alle andre befolkninger, der trues af besættelse, national og kulturel undertrykkelse.”

I et frihedsperspektiv er det ufravigeligt at tage klar stilling for de truede, udbyttede og undertrykte, fuldstændig uafhængigt af geopolitiske konstellationer og de imperialistiske magters projekter.

Den russiske stat har ikke lagt den kolonialistiske karakter bag sig, som den har arvet fra tsarstyret. Den israelske stat har i årtier nægtet den palæstinensiske befolkning lige rettigheder og selvbestemmelse. Marokko tilegnede sig Vestsahara imod den saharawiske befolknings vilje. Den kurdiske befolkning nægtes selvbestemmelse af Tyrkiet, Syrien, Irak og Iran. Den kinesiske stat undertrykker uighur-befolkningen og truer med at fratage befolkningen i Taiwan den uafhængighed, den i årtier har nydt godt af. Den statslige og institutionelle form, hvori national selvbestemmelse kan realiseres, må overlades til de berørte befolkningers demokratiske forhandlingsproces.

Imidlertid trues ukrainsk selvbestemmelse også af regeringerne i Europa og USA og af storkoncernerne. Fællesudtalelsens punkt 10 går klart imod disses neoliberalistiske og neokolonialistiske planer:

”Vi modsætter os alle tiltag fra de europæiske og nordamerikanske regeringer samt internationale organisationer, der vil påtvinge det ukrainske folk en neoliberal økonomisk dagsorden. Dette ville forlænge og uddybe fattigdommen og lidelserne. Vi fordømmer enhver bestræbelse på at sælge den ukrainske befolknings ejendom og aktiver til udenlandske virksomheder. Genopretningen og reorganiseringen af landbruget, industrien, energisystemerne samt hele den sociale infrastruktur skal bruges til en social og grøn omstilling af Ukraine, ikke handle om at levere billig arbejdskraft, korn og brint til de vesteuropæiske lande.”

I Ukraines tilfælde bliver det imidlertid stadig mere klart, at i betragtning af de mange tabte menneskeliv, de samfundsmæssige sår og ødelæggelser samt landets økonomiske afhængighed er en sådan selvbestemmelsesproces kun realiserbar inden for rammerne af en demokratisk, solidaritetsbaseret og økologisk omlægning af [det samlede] kontinent. Den nationale ramme skal derfor kombineres med et transnationalt perspektiv og for i sidste ende overvinde den.

4. Sikkerhed ved hjælp af oprustning?

De herskende kræfter i Europa og Nordamerika bruger den russiske krig mod den ukrainske befolkning som påskud for politisk at gennemføre omfattende oprustningsprogrammer, der allerede lå klar i skuffen. Samtidig modsætter vestlige regeringer sig at udstyre Ukraine med moderne og effektive våben til dets forsvar og tvinger dermed landet til at forsvare sig med håndbremsen trukket, næsten uden eget luftvåben. Det er kun få uger siden, at den ukrainske hær for at beskytte sin egen befolkning fik lov til at bruge moderne våben fra “Vesten” til at beskyde russisk territorium i nogle få klart definerede zoner. Det betyder, at russisk artilleri og bombefly stadig beskyder mange ukrainske byer og steder uden frygt for at blive angrebet af forsvarerne. Dermed har Vestmagterne svækket Ukraine og forlænget krigen. De ønsker ikke, at Ukraine vinder.

Det, der fortjener særlig opmærksomhed, er, hvordan regeringerne gentagne gange har modsat sig stærkere økonomiske sanktioner. Især tysk kapital har stadig store aktiver i Rusland. I adskillige europæiske lande findes der virksomheder – der tolereret eller endda støttet af deres regeringer – som systematisk omgår de økonomiske sanktioner mod Rusland og driver fortsat lukrative forretninger med russiske partnere på bekostning af den russiske arbejderklasse, den ukrainske befolkning og til fordel for Putins krigskasse. På den måde fortsætter de med at forsyne Rusland med varer, som landet bruger til våbenproduktionen [12].

De amerikanske og europæiske regeringer kunne, hvis de ville, give Ukraine midlerne til landets forsvar og i massivt omfang forhindre Ruslands anskaffelser af rustningsmateriel. De råder over tilstrækkeligt med moderne og effektive defensive våben som Patriot-systemer og fly, men de leverer dem ikke eller leverer dem kun i særdeles utilstrækkelig grad. Fra den 24. februar 2022 til den 24. maj 2024 havde USA kun leveret ét Patriot-system udover flere kortdistanceluftforsvarssystemer af typen Avenger [13]. I juni bekendtgjorde USA, at man ville levere endnu et system (som imidlertid endnu ikke er leveret) [14]. Tyskland og Holland havde tidligere sammen leveret et enkelt Patriot-system. Tyskland har siden leveret yderligere to [15]. Ukraine har dermed formentlig fire Patriot-systemer, hvilket ikke er nær nok til at beskytte byerne. NATO-landene ejer næsten 3.300 kampfly, fire gange så mange som Rusland. De få snese F16-fly, der omtales, men endnu ikke er leveret, er omkring 40 år gamle og skal under alle omstændigheder udfases. NATO-landene kunne levere det nødvendige antal på 100 til 200 fly uden at skade egen sikkerhed [16]. Konsekvent handling til fordel for det ukrainske forsvar ville være fuldt mulig uden at sparke en gigantisk oprustningsbølge i gang.

Det er derfor, vi i erklæringen ”Folkets fred, ikke en imperialistisk fred” skriver, at effektiv militær støtte til Ukraine på ingen måde kræver en ny bølge af oprustning. Til gengæld er det vigtigt at blokere den nuværende lukrative og profitable våbeneksport til lande som Saudi-Arabien, Egypten, Tyrkiet og Israel. Disse regimer bruger våbnene til at terrorisere nabofolk eller egne befolkninger. Ukraine derimod forvarer sig i al sin nød, men får ikke den nødvendige hjælp eller modtager den kun i begrænset omfang og underlagt ugunstige betingelser. Vi afviser derfor NATOs oprustningsprogrammer og våbeneksport til tredjelande.

I stedet skal staterne i Europa og Nordamerika levere de våben fra deres eksisterende enorme arsenaler, som kan hjælpe med til at Ukraine effektivt kan forsvare sig selv. Derfor kræver vi, at forsvarsindustrien ikke skal tjene kapitalens profitinteresser – tværtimod vil vi arbejde for en samfundsovertagelse og demokratisk kontrol af forsvarsindustrien. Her og nu skal industrien tjene Ukraines interesser. Det er muligt målrettet at øge produktionen af specifikke våben uden at udløse en generel oprustningsspiral med den tilhørende ideologiske kampagne. Derudover skal EU- og NATO-landene en gang for alle standse forsyningen af Rusland med komponenter, der kan udnyttes til våbenproduktion, og standse deres bidrag til landets krigsfinansiering, når de køber fossile brændstoffer og beriget uran [17].

Samtidig understreger vi af sociale og presserende økologiske årsager behovet for en demokratisk omstilling af forsvarsindustrien til samfundsnyttig produktion på globalt plan. Vi må aldrig miste denne grundlæggende orientering af syne. Det kan ikke benægtes, at vi står over for et dilemma. Vi er ikke længere i en situation, hvor der udelukkende kun er gode og rene løsninger. Formentlig vil antallet af tilsvarende situationer tiltage: Den globale opvarmning accelererer, og den imperialistiske rivalisering intensiveres, mens lokale oprør modtager støtte fra tvivlsomme kræfter.

Men netop derfor er det virkelig afgørende, at frihedsstræbende kræfter og bevægelser arbejder sammen transnationalt, kontinentalt og i sidste ende globalt, både programmatisk og strategisk og helt lavpraktisk aktivistisk i konkrete kampagner. Transnational solidaritet og samarbejde nedefra – hinsides og uafhængigt af geopolitiske overvejelser og alliancer – er den eneste forsikring imod dominerende magters krav til andre om at tilpasse og underordne sig.

Putin-regimets krigsførelse stiller progressive frihedskræfter over for nogle grundlæggende spørgsmål, som de hidtil har undladt at tage stilling til. Hvordan kan man konfrontere et diktatur, der forfølger en åbent erklæret ekspansionskurs, generelt terroriserer sin egen befolkning og som fører krig uden hensyn til menneskelige tab blandt egne tropper? Det er en helt særlig udfordring. Under Algierkrigen forsøgte de franske tropper at holde egne tab små. For USA blev dets egne tab i Vietnam, som endte med at vokse til 56.000 døde soldater, et kæmpestort problem. For de sovjetiske tropper i Afghanistan blev egne tab efterhånden så store, at man måtte trække sig ud igen, selvom disse var meget mindre end Ruslands nuværende tab i Ukraine. Efter USAs invasion af Irak i 2003 måtte den amerikanske hær til sidst forlade landet, hvilket gav Iran vind i sejlene. Den israelske hær er mere opmærksom end nogen anden på at minimere egne tab, men myrder til gengæld så meget desto mere uhæmmet løs på den palæstinensiske befolkning.

Russisk krigsførelse ser derimod helt anderledes ud. Putin sender bogstaveligt talt sine tropper gennem kødhakkeren uden noget hensyn til tabene. Soldater bliver brugt til at mindske belastningen af de knappe ressourcer, frem for det modsatte. Mange af soldaterne kommer fra udkantsregioner, stammer fra undertrykte nationaliteter eller rekrutteres sågar i udlandet med falske løfter [18] og indsættes for at skåne det sparsomme materiel, ikke omvendt. Det russiske regime vil fortsætte krigen, så længe det ikke bliver presset af en ændret militærbalance eller af et internt oprør, der får det til at konkludere, at en våbenhvile med en delvis tilbagetrækning er det mest befordrende for at bevare magten. Men da Putin-styret omvendt netop ikke vil overleve, hvis udfaldet af krigen vurderes som et dødvande eller ligefrem et nederlag, vil krigen fortsætte. Regimet har omstillet hele samfundsøkonomien til en langvarig krig. Derfor er Ukraine desværre tvunget til at føre en forsvarskrig, indtil Putin indlader sig på en forhandlingsproces.

Årtier med stalinistisk-bureaukratisk diktatur, en kaotisk kapitalistisk erobring og modningsproces i 1990’erne og to årtier med Putins regime, som i mellemtiden har forvandlet sig til et fascistoidt diktatur, har tydeligvis drænet samfundet, atomiseret det og nedbrudt enhver kollektiv selvtillid. Det er derfor, at antikrigsbevægelsen i Rusland ikke indtil videre har haft en chance. Diktaturet har ødelagt den demokratiske modstand. [Civil]samfundet opfatter sig magtesløst udleveret. Hvad betyder det for modstanden mod den slags angrebs- og besættelsestropper? Hvad betyder det for vores grundlæggende antimilitaristiske orientering? Vi står altså over for spørgsmål svarende til dem, som den antifascistiske modstand før og under den anden verdenskrig stod over for.

5. Multikrise og orienteringskrise

Både repræsentanterne for kapitalens interesser og dennes forskellige fraktioner og den intellektuelle og kulturelle elite samt venstrefløjen i ordets bredeste forstand befinder sig i en dyb og omfattende orienteringskrise. Senest afspejledes det ved det nylige valg til EU-parlamentet og den franske præsident Macrons autoritære kurs. Det er åbenbart, at de liberale i alle deres afskygninger – herunder de socialdemokratiske og grønne varianter – ikke har noget troværdigt svar på en eneste af de store, aktuelle udfordringer. Det virker, som om der ikke længere findes omfattende samfundsmæssige projekter, der i det mindste blot påstår, at de har svar på de store samfundsmæssige udfordringer.

Forskellige udviklinger forstærker gensidigt hinanden til en farlig og kaotisk situation. Jeg vil koge den ned til tolv processer:

1. Putin-diktaturet vil fortsætte sin krig mod den ukrainske befolkning, sin undertrykkelse af sin egen arbejderklasse og af de nationaliteter, der er undertrykt af den russiske stat, lige indtil den dag, hvor det bliver omstyrtet.
2. De vestlige regeringer handler inkonsekvent og selvmodsigende over for den russiske offensiv. De er ikke primært optaget af at forsvare den ukrainske befolkning, men snarere af deres egne økonomiske og geopolitiske interesser, hvilket ikke burde overraske nogen.
3. Den tiltagende imperialistiske rivalisering mellem USA, som fortsat er den stærkeste imperialistiske magt, men er ved at miste indflydelse, og den fremadstræbende kinesiske imperialisme sætter sit præg på adskillige konflikter rundt om i verden, hvad der forleder mange iagttagere på både højre- og venstrefløjen til alene at tolke de interne samfundsmodsætninger og klassekampe som afledede effekter af den ”store geopolitik”. De ”venstreorienterede” varianter af disse forsøg på forklaringer har på denne måde tilnærmet sig de herskendes betragtninger.
4. Siden den store finanskrise i 2007 har den kapitalistiske økonomi ikke været i stand til at komme ud af den vedvarende profit- og akkumulationskrise. Adskillige økonomiske sektorer udviser utilfredsstillende profitrater og efterspørgsels-forhold. Der er intet, der tyder på en ny omfattende investeringsbølge og en vedvarende vækstfase. I denne situation står fossilindustrien med sine attraktive profitforventninger i spidsen for en modoffensiv. Den finanskapital, der er koncentreret i de store kapitalfonde, giver denne tendens fremdrift. En grøn kapitalisme er umulig [19].
5. De kapitalistiske samfund er ikke kun kendetegnet ved en produktionskrise (overakkumulation, periodisk overproduktion med samtidig mangel på vigtige varer og tjenesteydelser, produktion af varer med planlagt forældelse og økologiske ødelæggelser), men også af en reproduktionskrise. Reproduktive aktiviteter er fortsat patriarkalsk organiseret og forhindrer derved mange mennesker adgang til tjenesteydelser, der burde være en del af en omfattende samfundsmæssig infrastruktur.
6. Den liberale anerkendelse af mangfoldighed har ikke overvundet den racisme, der ligger i den kapitalistiske produktionsmåde. I kølvandet på intensiverede kriser og krig oplever vi en opblussen af racistisk diskurs og praksis.
7. Store dele af den økonomiske og politiske elite ser intet andet perspektiv i denne modsætningsfyldte situation end på sigt at manøvrere i den og gøre alt for at bevare deres magt.
8. Arbejderbevægelsen i Europa og Nordamerika har indtil videre ikke været i stand til at overvinde den svaghed, den lider af på grund af de nederlag, den i slutningen af 1970’erne og 1980’erne blev tvunget til at sluge.
9. Andre sociale bevægelser og senest klimabevægelsen har ikke været i stand til at kompensere for denne svaghed. Tværtimod må de acceptere deres manglende gennemslagskraft og strategiske svaghed. Hele generationer, der forestillede sig, at de kunne opnå ændringer, har gentagne gange oplevet deres magtesløshed.
10. Store dele af den klassiske venstrefløj har tilpasset sig den eksisterende orden og underordnet sig den (se næste afsnit). De har svigtet som motorer for forandring. De antikapitalistiske kræfter har i al deres mangfoldighed hverken formået at opnå samfundsmæssig troværdighed eller at udvikle en sammenhængende strategi for antikapitalistisk transformation.
11. Dele af den herskende klasse – herunder strømninger, der hidtil var social- eller grønt-liberalt- orienteret – griber i dag stadigt oftere til autoritære svar på den kaotiske og fragmenterende udvikling. Dele af de relativt privilegerede, men usikre lag i lønarbejderklassen samt småborgerlige kræfter, men også dele af den klassiske arbejderklasse håber at kunne bevare deres position ved at stemme på nationalkonservative og fascistiske partier.
12. I denne situation, som har stået på i lang tid, vinder nationalpopulistiske, nationalkonservative og fascistiske kræfter indflydelse. Putin-styret står i spidsen for denne bevægelse og driver den fremad på internationalt plan. I flere lande og regioner i Europa presser de på for at få regeringsmagten. En valgsejr til Trump og Vance kan indlede et kvalitativt skift til deres fordel. Fælles for disse strømninger er, at de enten benægter, relativerer eller accepterer som uundgåelig den ulighed, der er forbundet med opdelingen i sociale klasser, samt de natur- og klimamæssige udfordringer. Derfor går de ind for at forsvare ”de hvides”, ”russernes” eller ”europæernes” privilegier på bekostning af resten af menneskeheden. I mange lande sker der i brede dele af befolkningen en popularisering og samtidig banalisering af fascistiske synspunkter. Nationalkonservative og fascistiske kræfters projekter bliver mere og mere tydelige: Fortsat satsning på fossilbaserede industrier, fokus på økonomisk konkurrence, selektive værn, racistisk udelukkelse, patriarkalsk tilbageslag, autoritær regeringsudøvelse og satsning på teknologiske fix.

På den baggrund fører Putin-diktaturets krig til en kompliceret situation – en krig, der støttes af fascistiske og nationalkonservative kræfter, og som tolereres af degenererede venstreorienterede.

6. En fælles vision for de europæiske samfund

Organisationerne og strømningerne i den klassiske arbejderbevægelse, især socialdemokratiet og de kommunistiske partiers forskellige efterfølgerprojekter, forbliver fanget i fortidens mønstre. For det første klynger de sig til en urealistisk og forældet idé om gradvis modernisering eller ændring i den kapitalistiske produktionsmåde. For det andet holder de fast i en produktivistisk forståelse af samfundsudviklingen, som tvangsmæssigt kommer i konflikt med de økologiske og jordsystemiske processeri. For det tredje ser de på verdens konflikter gennem geopolitiske briller, dvs. lejrtænkningens eller ”campismens” briller. Enten i form af et ensidigt forsvar for det nordatlantiske “demokratiske værdifællesskab” eller ved at gå ind for en multipolær verdensorden, hvorved de enten som minimum godtager eller måske endda positivt støtter forskellige reaktionære diktaturer på grund af disses anti-vestlige orientering. Samtidig har de grønne partier forvandlet sig til liberale partier, der fuldt ud er med til at bære [det eksisterende] dominanssystem.

Samtidig må vi slå fast, at ethvert indtryk, vi måtte have fået af et begyndende paradigmeskifte, uanset hvor beskedent, i retning af en social og økologisk transformation, en Green New Deal eller endda beskedne reformer rettet mod fossilindustrien, er en illusion [20]. Tværtimod har vi de seneste tre år i adskillige lande rundt om i verden, men især i Europa oplevet, at den fossile industri virkelig slår igen. De store fossilvirksomheder er atter blevet mere selvsikre og øger deres investeringer [21].

I denne dystre situation er det påtrængende nødvendigt, at de kræfter – der som mål har en omfattende økosocialistisk omlægning fra neden og satser på selvorganisering – som altid og overalt stiller sig på de undertryktes og udbyttedes side uafhængigt af alle geopolitiske konflikter og frontdannelser, etablerer en dialog på kontinentalt niveau. For det kan ikke bare handle om en europæisk løsning isoleret fra andre dele af verden, tværtimod: Det må handle om et økosocialistisk perspektiv ud fra en omfattende global solidaritet.

Vi har et presserende behov for en fælles vision og idé om, hvordan vi ønsker at organisere samfundene på tværs af hele det europæiske kontinent. Det er vigtigt at indlede en debat om en radikal forandring af Europa. I erklæringen slår vi fast, at vi ønsker at bidrage til et fælles europæisk perspektiv for radikale sociale og økologiske reformer og i sidste ende til en grundlæggende økosocialistisk forandring af hele det europæiske kontinent i global solidaritet. I forlængelse af dette bekræfter vi den ukrainske befolknings ret til at tilslutte sig EU, hvis den beslutter det demokratisk ved en folkeafstemning eller gennem valg.

Dette kan virke paradoksalt. For selvfølgelig afviser vi EUs neoliberale grundlag i erklæringen og modsætter os også alle bestræbelser på at skabe en EU-imperialisme – uden derved at opgive modstanden mod klassiske nationale imperialismer. EUs politik forarmer millioner af mennesker og forværrer den ulige udvikling i Europa. Enhver konsekvent socioøkologisk reform kommer uundgåeligt i direkte modstrid med EUs neoliberale grundlag. Så det handler mindre om at reformere EU end om en kontinental strategi, der tillader samfundene at forbinde sig med hinanden fra neden. Kontinentets samfund omfatter mere end blot EU. Den klart største by i Europa og potentielt den vigtigste i klassekampen er Istanbul.

Det 12. punkt i erklæringen siger:

”Vi ser udsigten til optagelsen af flere lande i Østeuropa og Sydøsteuropa som en mulighed for sammen at tænke over, hvordan en så radikal socioøkologisk forandring kan igangsættes i hele Europa. Til denne hører såvel en fælles energistrategi, en økologisk omstrukturering af industrien, pensionssystemer der finansieres ved omfordeling, en effektiv arbejderbeskyttelse, en solidarisk migrationspolitik, interregionale overførselsbetalinger og militær sikkerhed som en omstilling af våbenindustrien. Feministiske, grønne og antiautoritære venstrefløjs- og socialistiske kræfter og venstrefløjen i fagforeningerne i Østeuropa bør spille en vigtig rolle i denne debat.”

Det er imidlertid indlysende, at en sådan økosocialistisk og antiimperialistisk orientering må bryde med EUs grundlag. Men bruddet, vi taler om, handler ikke om udelukkelse af andre samfund. Bruddet kan kun ske i fællesskab og på tværs af kontinentet ud fra en global solidaritet. Ukrainernes kamp for uafhængighed og vores forpligtelse til en selvbestemt, demokratisk social og økologisk genopbygning af landet er en væsentlig del af dette kontinentale og globale solidaritetsperspektiv. Fælleserklæringen afsluttes med en opfordring til en radikal social og grøn omstillingsstrategi. Denne strategi skal bidrage til drive en dynamik fremad mod et virkeligt revolutionær økosocialistisk brud og opbrud.

Det fascistoide Putin-regime ønsker i følge sin Energistrategi 2035 at fortsætte og endda udvide olie- og gasproduktionen i de kommende årtier [22]. Efter at dette regime er blevet væltet af den russiske befolkning og af de undertrykte folkeslag, vil Rusland og dets nabolande have brug for støtte fra de andre samfund i Europa.

De vestlige regeringer og kapitalgrupper tilkendegav på den ukrainske genopbygnings-konference – Ukraine Recovery Conference – i Berlin i midten af juni, at de ønsker at gøre Ukraine til en zone med billig arbejdskraft, simpel udplyndring af råstoffer og billig energiproduktion [23]. Dette ligger langt fra en genopbygning, der hviler på selvbestemmelse. Bør Ukraine virkelig reduceres til et sted med billige biobrændsler og brint, så tyske og vesteuropæiske virksomheder kan realisere deres neokolonialistiske “grønne” energiomstilling?

Vi skal reagere mod disse forehavender med vores egne ideer og koncepter for en solidarisk og økologisk bæredygtig energiforsyning i kontinental skala. En demokratisk samfundsovertagelse af energisektoren er en vigtig forudsætning for overhovedet at gennemføre en omfattende affossilisering i hele Europa og baseret på global solidaritet [25].

Jeg er overbevist om, at kun med en fælles vision om et solidaritetsbaseret og grønt Europa, dvs. i sidste ende et økosocialistisk brud og omvæltning, vil vi effektivt kunne imødegå offensiven fra de nationalkonservative, fascisterne, en radikalisering af den neoliberale nedskæringspolitik samt det fossile backlash. Vil det lykkes os at indlede en fælles revolutionær proces, eller vil vi glide ned i barbariet?

Det er på tide at overveje, hvordan vi bringer de kræfter, der vil forpligte sig til en sådan transformation af hele kontinentet sammen i en fælles proces, hvor der udveksles erfaringer, hvor vi lærer sammen og handler sammen. Vi har brug for transnational og kontinental konvergens. Lad os få gang i diskussionerne om, hvordan vi kan lede denne proces fremad.

Litteratur og referencer

[1] A People’s Peace not an Imperial Peace, 6. uni. emanzipation. https://emanzipation.org/2024/06/a-peoples-peace-not-an-imperial-peace/ Deutsch: emanzipation, 7. Juni 2024 https://emanzipation.org/2024/06/ein-frieden-der-bevoelkerungen-kein-imperialer-frieden/

[2] President of Russia Vladimir Putin’s speech at the meeting with senior staff of the Russian Foreign Ministry, Moscow, June 14, 2024 https://mid.ru/en/foreign_policy/news/1957107/

[3] Simon Pirani: Russian terror in occupied areas of Ukraine: homes confiscated en masse. People and Nature, , 9 July 2024 https://peopleandnature.wordpress.com/2024/07/09/russian-terror-in-occupied-areas-of-ukraine-homes-confiscated-en-masse/

[4] Alexey Kovalev: Ju Russia’s Invasion of Ukraine is an Ultraviolent Settler-Colonial Project. July 1, 2024 https://medium.com/@alexey__kovalev/russias-invasion-of-ukraine-is-an-ultraviolent-settler-colonial-project-a2f3c1ff5873

[5] Killing, Alison and Miller, Christopher: FT investigation finds Ukrainian children on Russian adoption sites. Financial Times, June 12, 2024 https://www.ft.com/content/2d0013d2-a407-449f-b1e2-3d14fe65188f

[6] New York Times, 2 June 2024 https://www.nytimes.com/2024/06/02/world/europe/ukraine-children-russia-war.html

[7] United Nations (1951) Treaty Series Volume 78( I. Nos. 1008-102) No. 1021. Convention the the prevention and punishment of the crime of genocide. Adopted by the General Assembly of the United Nations on 9 December 1948, p. 280. Click to access v78.pdf

[8] Bahr, Egon (1981): Überleben mit und in den Bündnissen. Es gibt eine Pflicht zur internationalen Solidarität des Friedens. Vorwärts, 24.12.1981, S 1. Vergleiche auch: Bingener, Reinhard und Wehner, Markus (2023): Die Moskau-Connection. Das Schröder-Netzwerk und Deutschlands Weg in die Abhängigkeit. München: C. H. Beck, S. 63

[9] Budraitskis, Ilya (2022): Putinismus: Eine neue Form von Faschismus. emanzipation 6 (2), S. 79-93. https://emanzipation.org/2022/11/putinismus-eine-neue-form-von-faschismus

[10] Gressel, Gustav und Welsch, Marcus (2024): Russlands Raketenkrieg gegen ukrainische Zivilisten, 12. Juli 2024, ERIC European Resilience Initiative Center: Berlin, 13 S. https://european-resilience.org/sites/default/files/inline/images/russlands_raketenkrieg_gegen_ukrainische_zivilisten.pdf.

[11] Budraitskis, Ilya; Dutchak, Oksana; Etzbach, Harald; Gehrke, Bernd ; Gelinsky, Eva; Hürtgen, Renate; Zbigniew, Marcin Kowalewski; Lomonosova, Natalia; Perekhoda, Hanna; Pilash, Denys; Popovych, Zakhar; Schmid, Philipp:; Wälz, Christoph; Wielgosz, Przemyslaw; Zeller, Christian (2022): Ukrainischen Widerstand unterstützen und fossiles Kapital entmachten. Emanzipation 6 (2), S. 107-122. https://emanzipation.org/wp-content/uploads/2024/01/Gruppe15_2022_ukrainischen_Widerstand_unterstuetzen_emanzipation_6-2.pdf. Zeller, Christian (2022): Besatzung akzeptieren um Krieg zu beenden? Emanzipation 6 (2), S. 123–134. Click to access Zeller_2022_Besatzung_akzeptieren_um_Krieg_zu_beenden_emanzipation_6-2.pdf

[12] Se også: Christian Zeller: Dunkle Energie: Europas fossile Finanzierung von Putins Krieg. 25. Juli 2024 emanzipation

[13]  Michael E. O’Hanlon, Constanze Stelzenmüller, and David Wessel. Ukraine Index: Tracking developments in the Ukraine war. Brookings Research, July 17, 2024. https://www.brookings.edu/articles/ukraine-index-tracking-developments-in-the-ukraine-war/

[14]Jesua Mesa: How Many Patriot Systems Does Ukraine Have? Newsweek, June 12, 2024 https://www.newsweek.com/ukraine-patriot-missile-system-how-many-1912037

[15] Bundesregierung, 8. Juli 2024. Diese Waffen und militärische Ausrüstung liefert Deutschland an die Ukraine https://www.bundesregierung.de/breg-de/schwerpunkte/krieg-in-der-ukraine/lieferungen-ukraine-2054514 Die Zeit online: Selenskyj: Drittes deutsches Patriot-System ist da. 21. Juli 2024 https://www.zeit.de/news/2024-07/21/selenskyj-drittes-deutsches-patriot-system-ist-da

[16] Gressel, Gustav und Welsch, Marcus (2024): Russlands Raketenkrieg gegen ukrainische Zivilisten

, 12. Juli 2024, ERIC European Resilience Initiative Center: Berlin, 13 S.https://european-resilience.org/sites/default/files/inline/images/russlands_raketenkrieg_gegen_ukrainische_zivilisten.pdf.

[17] Se også: Christian Zeller: Dunkle Energie: Europas fossile Finanzierung von Putins Krieg. 25. Juli 2024 emanzipation

[18] Hannah Ellis-Petersen and Aakash Hassan in Delhi and Gaurav Pokharel: ‘He had no idea he was being sent to a war zone’: the Indian and Nepali men on frontlines in Ukraine. The Guardian 7 March 2024: https://www.theguardian.com/world/2024/mar/07/he-had-no-idea-he-was-being-sent-to-a-war-zone-the-indian-and-nepalese-men-on-frontlines-in-ukraine

[19] Zeller, Christian (2023): Fossile Gegenoffensive – Grüner Kapitalismus ist nicht in Sicht. emanzipation – Zeitschrift für ökosozialistische Strategie 7 (2), S. 221-252. https://emanzipation.org/2023/08/fossile-gegenoffensive-gruener-kapitalismus-ist-nicht-in-sicht/

[20] Zeller, Christian (2021): Green New Deal als Quadratur des Kreises. PROKLA. Zeitschrift für kritische Sozialwissenschaft 51 (1 (202)), S. 31-51. https://www.prokla.de/index.php/PROKLA/article/view/1932.

Zeller, Christian (2023): Ökosozialistische Strategie statt Green New Deal In: J. B. Foster; M. Löwy; J. Spear; D. Tanuro und C. Zeller (Hrsg.): Ökosozialismus. Positionen des klassischen Marxismus, Debatten heute. Karlsruhe: Neuer ISP Verlag. S. 91-144.

[21] Zeller, Christian (2023): Fossile Gegenoffensive – Grüner Kapitalismus ist nicht in Sicht. emanzipation – Zeitschrift für ökosozialistische Strategie 7 (2), S. 221-252. https://emanzipation.org/2023/08/fossile-gegenoffensive-gruener-kapitalismus-ist-nicht-in-sicht/.

[22] Götz, Roland (2020): Russlands Energiestrategie bis zum Jahr 2035: Business as usual. Russland-Analysen (386) 27.04.2020, S. 8–12. https://www.laender-analysen.de/russland-analysen/386/russland-energiestrategie-2035/.

[23] Ukraine Recovery Conference (2024): Conference Results- Ukraine Recovery Conference 11-12 June 2024, Berlin https://www.urc-international.com/conference-materials-urc-2024

[24] Zeller, Christian (2023): Building a continental counter-power against fossil capital. Fight the Fire – Ecosocialist Magazine. 2023/12/29. https://www.fighthefire.net/building-a-continental-counter-power-against-fossil-capital/.

i Jordsystemet (eng. Earth System) er en videnskabelig opfattelse, der opfatter jorden som et komplekst, sammenhængende system, hvor systemets enkelte processer og komponenter gensidigt påvirker hinanden og udveksler energi og stof med sine omgivelser og indbyrdes mellem sine processer.