En for længst pensioneret russisk militærmand diskuterede telefonisk den aktuelle situation med en tidligere kollega, der bor i Ukraine. Begge beklagede krigen mellem de to tidligere broderlande og udtrykte håb om, at dette vanvid snart ville ende. Et par dage senere gennemførte efterretningsvæsenet en raid mod russeren.
Han havde ikke afsløret nogen militære hemmeligheder, og ingen anklagede ham for det. Men han blev anklaget for offentligt at miskreditere Den Russiske Føderations væbnede styrker. Omvendt indvendte den tidligere officer, som havde et godt kendskab til lovgivningen, at samtalen havde været privat. Og at anklagen kun kunne gælde for offentlige udtalelser. “Men det var offentligt,” indvendte efterretningsofficererne. “Trods alt har vi hørt det!”
Dette er ikke et uddrag af en historie skrevet af en moderne imitator af Franz Kafka eller George Orwell, men nyheder, der nu bliver diskuteret på russiske sociale netværk. Her kan man også finde talrige beretninger om folk, der har fået bøder for at have malet deres hegn gult og blåt for mange år siden uden nogen særlig hensigt, men nu risikerer uønskede associationer til det ukrainske flag. Eller at man uden at tænke over det går ud på gaden i blå jeans og en gul jakke. Det er nået dertil, at politiet overvejede at skrive en fordømmelse på en pakke æbler. Frugterne var skyldige i, at de samme “fjendtlige farver” var til stede på pakken.
Måske kan vestlige læsere finde alle disse episoder latterlige. Men prøv at forestille dig, hvordan det er at leve i en stat, hvor du kan blive tilbageholdt og retsforfulgt for at bære det forkerte tøj, for at like et “oprørsk” indlæg på sociale medier, eller simpelthen fordi den kommende politichef ikke kunne lide dit udseende. I princippet afsiger russiske domstole ikke frifindelser (i denne henseende er situationen meget værre end på Stalins tid), så enhver anklage, selv den mest absurde, anses for bevist, så snart den er fremsat. Og det gælder ikke kun for politiske anliggender, hvilket i det mindste til en vis grad ville være forståeligt under en krig, men generelt for enhver strafferetslig eller administrativ sag.
Til mine vestlige kolleger, som efter mere end et år siden krigens begyndelse fortsat opfordrer til forståelse for Putin og hans regime, vil jeg gerne stille et meget simpelt spørgsmål. Vil du bo i et land, hvor der ikke er fri presse eller uafhængige domstole? I et land, hvor politiet har ret til at bryde ind i dit hus uden en kendelse? I et land, hvor museumsbygninger og samlinger opbygget gennem årtier bliver overdraget til kirker uden hensyn til risikoen for at miste unikke artefakter? I et land, hvor skolerne er på vej væk fra videnskabelige studier og planlægger at afskaffe undervisningen i fremmedsprog, men som gennemfører “lektioner om det vigtige”, hvor børn lærer at skrive fordømmelser og at hade alle andre folkeslag? I et land, som hver dag sender appeller på tv om at ødelægge Paris, London, Warszawa med et atomangreb?
Det tror jeg egentlig ikke, jeg har lyst til. Så vi i Rusland ønsker heller ikke at leve på den måde.
Vi gør modstand eller forsøger i det mindste at holde fast i vores holdninger og principper baseret på den humanistiske tradition i russisk kultur. Og når vi på internettet læser endnu en opfordring til at “forstå Putin” eller “at møde ham på halvvejen”, opfattes dette inde i Rusland som medskyldighed med kriminelle, der undertrykker og ødelægger vores eget land.
Sådanne appeller bygger på en dyb, nærmest racistisk foragt for befolkningen i Rusland, for hvem det ifølge vestlige liberale pacifister er helt naturligt og acceptabelt at leve under et korrupt diktatur.
Når nogen fortæller, at Putin-regimet er en trussel mod Vesten eller for hele menneskeheden, er det selvfølgelig fuldstændig nonsens. De mennesker, som dette regime udgør den mest forfærdelige trussel mod, er (bortset fra ukrainerne, som dagligt bombarderes af granater og missiler) russerne selv, deres folk og kultur, deres fremtid.
Det er klart, at Putin og det system, han leder, har ændret sig i løbet af de sidste par år. De samme mennesker kunne i midten af 2010’erne se ganske anstændige ud sammenlignet med andre verdenspolitikere. Godt nok gennemførte de den samme asociale politik, løj på samme måde, forsøgte at manipulere den offentlige mening ligesom deres vestlige kolleger. Men den krise, der har stået på de seneste tre år, krigen og den totale korruption, har ført til et skifte, som ikke kan føres tilbage. Opretholdelsen af det eksisterende politiske regime har vist sig at være uforenelig ikke kun med menneskerettigheder og demokratiske frihedsrettigheder, men simpelthen med den elementære fastholdelse af reglerne for moderne civiliseret eksistens for størstedelen af befolkningen.
Vi skal selv håndtere dette problem. Hvor hurtigt dette vil ske, hvor mange prøvelser der vil komme undervejs, hvor mange flere mennesker der vil lide, kan ingen vide. Men vi ved præcis, hvad der vil ske. Regimets forfald vil uundgåeligt føre landet til revolutionære forandringer, som tilhængerne af den nuværende regering vil skrive om med rædsel.
Og fra den vestlige progressive offentlighed har vi kun brug for én ting – stop med at hjælpe Putin med jeres forsonende og tvetydige udtalelser. Jo oftere sådanne udtalelser fremsættes, jo mere vil embedsmænd, stedfortrædere og politifolk have tillid til, at den nuværende orden kan fortsætte med at eksistere med Vestens tavse støtte eller hykleriske brok. Enhver forsonende udtalelse fra liberale intellektuelle i Amerika vil have som resultat, at flere demokratiske aktivister og helt almindelige mennesker her i Rusland bliver arresteret, får bøder og udsættes for ransagninger.
Vi har ikke brug for nogen tjenester, bortset fra en, som er meget enkel: en forståelse af den virkelighed, der har udviklet sig i Rusland i dag. Stop med at identificere Putin og hans bande med Rusland. Indse det nu: De, der ønsker det bedste for Rusland og russerne, kan ikke andet end at være uforsonlige fjender af denne magt.