Et af paradokserne ved krigen i Ukraine er, at nogle af os har opdaget, at der findes en aktiv venstrefløj og en kritisk og kreativ tænkning i Ukraine, som vi (inklusive forfatteren af disse linjer) har overset i alt for mange år. Det gælder blandt andet webmagasinet Commons, Journal of Social Criticism.
Den er helt sikkert et af de vigtigste og mest produktive steder for os at forstå situationen i Ukraine – og i verden. De udgiver deres artikler på ukrainsk, engelsk og russisk.
I dag er Commons en hjemmeside for kritisk tænkning på den europæiske venstrefløj. Selvom den beskæftiger sig med emner, der er specifikke for Ukraine, er den åben for hele verden. Et af de seneste initiativer er “Dialogues of the peripheries”, hvor målet er, at “modstand mod det kapitalistiske system bør være en vej til at finde alternative løsninger for alle lande i den globale periferi. Til det formål indleder vi en fælles uafhængig dialog med aktivister fra forskellige regioner, fra Latinamerika til Østasien.”
Jeg havde for nylig en samtale med redaktionen af Commons.
Commons blev grundlagt i 2009. Under hvilke omstændigheder, af hvem og hvorfor blev det grundlagt?
På det tidspunkt havde Ukraine allerede et vist økosystem af venstreorienterede organisationer, lige fra anarkister til forskellige former for marxister. Deres aktiviteter omfattede f.eks. en kampagne mod den nye arbejdsmarkedslov og protester mod ejendomsspekulanter, der på ulovlig vis tilegnede sig offentlige arealer. Der var også en række venstreorienterede online-ressourcer. Grundlæggerne af Commons tilhørte eller sympatiserede for det meste med et eller flere af disse initiativer. Men de var ikke tilfredse med kvaliteten af den politiske analyse, som var typisk for det venstreorienterede miljø i Kiev på det tidspunkt.
Mange af disse mennesker var studerende eller forskere, hvoraf nogle allerede var blevet introduceret til marxistiske diskussioner og tekster gennem vestlige universiteter, som var meget mere sofistikerede og opdaterede end de tekster, aktivisterne diskuterede i Ukraine. Så i første omgang startede disse mennesker en mailingliste under navnet “refleksioner til venstre”, for at engagere folk i politiske diskussioner. Snart besluttede de sig for at starte en hjemmeside, der skulle nå bredere ud med en globale, samfundskritiske refleksioner.
De første publikationer var næsten udelukkende oversættelser. Efterhånden begyndte vi også at producere vores egne tekster, og snart lancerede vi et trykt tidsskrift. Tanken bag det var at have noget, der lignede et rigtigt akademisk tidsskrift, med peer review (kvalitetskontrol via gennemlæsning af kolleger inden offentliggørelse, o.a.) og høje intellektuelle standarder, men uafhængigt af alt akademisk bureaukrati. Nogle af disse grundlæggere er stadig med på holdet, mens vi har skilt os af med andre.
Det trykte tidsskrift eksisterer ikke længere. Men den overordnede idé er stadig den samme: at producere og distribuere politisk engagerede samfundsanalyser af høj kvalitet.
Mere generelt ser det ud til, at I ikke bare fordømmer de ødelæggelser, som det globale kapitalistiske system forårsager, men at I også forsøger at fremhæve de alternativer, der opbygges her og nu særligt i periferien af det kapitalistiske system. Er denne bekymring en følge af situationen i Ukraine? Og hvorfor?
Det er klart, at Ukraine er et land i periferien, og at dette faktum ikke kan ignoreres i udviklingen af sociale analyser og politiske strategier. Mens den oprindelige impuls bag Commons var at gøre den post-sovjetiske offentlighed bekendt med vestlig tankegang, havde vi aldrig til hensigt at stoppe ved denne envejs overførsel. Vi lærer meget af vores vestlige kammerater, men vi føler, at de også har meget at lære af den viden, som produceres i periferien. Vi føler også, at vi har brug for en uafhængig udveksling af erfaringer og perspektiver med andre perifere lande. Det samme gælder for revolutionen kontra “her og nu”-perspektivet: De to skal kombineres, ellers forbliver den antikapitalistiske retorik overfladisk og generel, ligesom “praktiske løsninger” ikke fører os nogen steder hen uden et bredere radikalt perspektiv.
Så I er meget interesseret i de sociale bevægelsers situation og erfaringer i Latinamerika, Afrika og Asien? Det kan virke paradoksalt for et europæisk land.
Efter starten på krigen i fuld skala indså vi, at det, vi vidste og publicerede om perifere lande, ofte var skrevet af vestlige venstreorienterede forfattere eller af folk fra det globale syd, som længe havde boet i Vesten. Det samme gjorde sig gældende i tilfældet Ukraine – da opmærksomheden pludselig blev rettet mod vores samfund, var det ofte vestlige menneskers perspektiv på den russiske invasion, som var det mest højlydte og ofte det mest værdsatte. Selv hvis de aldrig havde beskæftiget sig med den ukrainske virkelighed før. Desværre var dette også tilfældet for venstreorienterede diskussioner, selvom venstreorienterede burde interessere sig for hierarkier, magtrelationer, kontekst og repræsentationer. Samtidig bidrog krigen til, at der opstod nye kontakter med venstreorienterede fra hele verden. Vi besluttede, at der var behov for en mere direkte dialog med progressive kræfter i det “globale syd”.
Det ukrainske samfund har gentaget sloganet “Ukraine er Europa” i et årti. Når det konstant bliver gentaget, får det en til at spekulere på, om de, der bliver ved med at proklamere det, ikke forsøger at overbevise sig selv om noget, der ikke er indlysende. Det er ikke særlig interessant at nævne håndbogsfakta, ifølge hvilke det europæiske kontinent strækker sig fra Atlanterhavet til Uralbjergene og Det Kaspiske Hav. I den sociale virkelighed, vi lever i, står “Europa” for en af de rigeste regioner i verden, som politisk og økonomisk dominerer store dele af resten af planeten. Der er også mange uligheder inden for det “Europa”, man forestiller sig.
At hævde, at Ukraine er en del af denne velstående og magtfulde blok, ville være en overvurdering. Realiteterne i det ukrainske samfund er, at landet befinder sig i periferien af det globale kapitalistiske hierarki, og det på en materialistisk analyse i stedet for den idealistiske og til tider racistiske proklamation om, at Ukraine er en del af den “europæiske civilisation”.
Europa er selvfølgelig stadig et vigtigt referencepunkt på grund af vores regionale beliggenhed, og historien og de aktuelle begivenheder i Ukraine er dybt forbundet med nabolandene. Men det er nyttigt at reflektere over vores plads i de europæiske hierarkier og lede efter konstruktive sammenligninger eller lignende erfaringer andre steder, på lige så perifere steder, for at finde vores fælles måder at udfordre det eksisterende system af global udbytning og ulighed.
Der er udgivet mange artikler om situationen i Ukraine. Hvad er det særlige ved jeres publikationer? Hvad er de vigtigste kriterier for jeres valg af artikler? Hvad siger I, som andre ikke siger?
Vi adskiller os fra udenlandske venstreorienterede publikationer ved, at vi er et ukrainsk medie, og fra ukrainske, fordi vi er et af de få venstreorienterede medier i Ukraine. Som alle progressive venstreorienterede vil være enige i, er det vigtigt at give folk på stedet en stemme, og derfor giver vi udtryk for vores perspektiv og forsøger at give stemme til forskellige grupper og erfaringer fra Ukraine. I modsætning til mange andre medier fra Ukraine anser vi, som et venstreorienteret medie, emner som nuværende uligheder, udnyttelse og veje til et mere egalitært og retfærdigt samfund for at være de vigtigste.
Hvilken plads har marxismen i jeres tænkning?
Det er nok et spørgsmål, som hvert medlem af redaktionen bør besvare individuelt. Nogle af os er marxister, men ikke os alle, og blandt tidsskriftets medstiftere og tidligere redaktører var der folk med forskellige synspunkter, herunder anarkister. Men en materialistisk tilgang til virkeligheden er det, der forener alle redaktørerne.
Vi har oversat værker af mange marxistiske forfattere, for eksempel Perry Anderson, Étienne Balibar, Tithi Bhattacharya, Hal Draper, David Harvey, Nancy Fraser, Michael Löwy, Marcel van der Linden, Nicos Poulantzas, Beverly J. Silver, Enzo Traverso og Erik Olin Wright for at nævne nogle få. Samtidig har vi oversat anarkistiske forfattere som David Graeber og Peter Gelderloos og progressive forskere som Randall Collins og Pierre Bourdieu. Vi er også særligt opmærksomme på den intellektuelle arv fra Roman Rosdolsky, en af de mest fremtrædende ukrainske marxister.
I har redigeret papirudgaven Commons. Det sidste nummer udkom i december 2019. Hvorfor stoppede I?
Det krævede en masse ekstra tid og kræfter, og der var ikke meget udbytte af det. Selvom det gav os mulighed for at give en mere holistisk tilgang til et udvalgt emne og engagere de mest aktive mennesker i et venstreorienteret perspektiv, giver online-publikationer os mulighed for at nå ud til flere mennesker og forfølge et forsøg på at skabe et mere generelt skift i den offentlige diskussion. Desuden var vores numre tematiske, men som regel var et bestemt emne kun af interesse for en del af redaktionen, mens resten var mindre involveret. Vi sætter stor pris på denne erfaring, og nogle af os har en smule nostalgiske følelser over for trykte numre, men på et tidspunkt besluttede vi os for at komme videre.
På jeres hjemmeside tilbyder du bøger til gratis download (for eksempel Who will look after the children? Børnehaver i en kontekst af kønsulighed; En fremtid uden kapitalisme; Kybernetik og demokratisk økonomisk styring). Har I planer om at udgive egne bøger i fremtiden?
Disse bøger (hvoraf nogle snarere er forskningsrapporter, andre redigerede bind) blev til som et resultat af en særlig interesse og et engagement hos nogle af de redaktører, der stod for udgivelsen eller udførte forskningen. Nogle af dem blev også redigeret af folk uden for Commons, men som vi deler fælles ideer og visioner med.
Vi er i gang med at forberede en vigtig bog om resultaterne af det særlige projekt om retfærdig omstilling. Den kommer til at være tilgængelig på ukrainsk og tilpasset til et engelsktalende publikum.
På jeres hjemmeside skriver I: “Redaktionen deler egalitære og antikapitalistiske synspunkter. Derfor diskuterer vi i vores publikationer, hvordan vi kan ændre samfundet, så der ikke er plads til udnyttelse, ulighed og diskrimination.” Hvordan afspejles dette i jeres arbejde og i jeres valg af artikler?
Selvfølgelig påvirker vores ideologiske perspektiv valget af artikler. Vi kan ikke sige, at vi kun udgiver forfattere, der har samme ideologiske ståsted som os selv. Ja, de fleste af vores udgivelser kommer fra ligesindede. Men vi udgiver også nogle gange artikler, hvor vi er enige i indholdet, selvom artiklens ramme ikke nødvendigvis er venstreorienteret. Ikke desto mindre bør der selvfølgelig ikke være noget, der strider mod vores overbevisninger, som racisme, elitære følelser, kvindehad, markedsbaserede tilgange og så videre.
Ideen om at skabe en dialog med erfaringer fra periferien er en direkte udløber af vores synspunkter. Det er vigtigt for os at fremme kvinders ligeværdige stemme og give arbejdernes perspektiv. I vores daglige arbejde er vi opmærksomme på de forskellige og ofte ulige situationer for redaktører og eksterne mennesker, som vi samarbejder med. Vi er klar over, at nogle af os har fuldtidsjobs for at kunne leve. Vi tager højde for, at nogle har familieforpligtelser, som har væsentlig indflydelse på deres arbejdsindsats.
Hvordan har I arbejdet, siden krigen brød ud i fuld skala den 24. februar 2022, og hvordan har det ændret jeres udgivelsespolitik?
I de første måneder af invasionen skiftede vi næsten helt over mod et internationalt publikum, hvor vi før kun i begrænset omfang var opmærksomme på den engelske version af webstedet. Vi følte, at det var vigtigt at engagere os i regionale og globale venstreorienterede debatter om den russiske invasion, og at fremme vores perspektiv på, hvad ægte internationalisme og solidaritet betyder i en situation som denne.
Da diskussionen om genopbygningen af Ukraine efter krigen begyndte engang i sommeren 2022, anså vi det for vigtigt at fremme ideen om en retfærdig genopbygning. I slutningen af det foregående år havde vi konsolideret ideen om dialogerne i periferien, selvom den allerede havde været under intern diskussion i nogle måneder. Det gør den engelsksprogede publikation fortsat vigtig for os, og vi forsøger at oversætte en betydelig del af vores tekster og planlægger at gøre det i større omfang. Vi har også opbygget og fortsætter med at opbygge forbindelser til forskellige progressive medier og aktivister fra andre lande, og det er med til at øge mangfoldigheden af forfattere og perspektiver.
Fra et mere organisatorisk perspektiv er vi også nødt til at tilpasse os meget. Den personlige situation for mange af vores redaktører og forfattere har ændret sig på grund af den omfattende invasion. Nogle måtte flytte til andre områder af Ukraine, nogle måtte flygte til udlandet, nogle gik ind i hæren, nogle blev tvungne enlige mødre (på grund af den ukrainske regerings begrænsning af grænsemobilitet for mænd). Vores arbejde i foråret 2022 var en smule kaotisk, da de generelle og personlige omstændigheder konstant ændrede sig. Nu er situationen til en vis grad afklaret, og vi arbejder hovedsagelig sammen online. Paradoksalt nok havde COVID-19-pandemien forberedt os på dette fra et teknisk og praktisk synspunkt.
Har I relationer til andre hjemmesider i Europa eller internationalt?
Vi har mange relationer til forskellige medier, mest i Europa, men også i USA, Latinamerika osv. Vi er medlemmer af det østeuropæiske netværk ELMO og samarbejder med andre fra tid til anden. Vi har langt færre kontakter med medier fra tilsvarende perifere lande uden for Østeuropa eller Latinamerika. Men vi har også nogle planer og ideer, som vi nu arbejder på sammen med andre for at lette kommunikationen og samarbejdet på verdensplan.
Siden invasionen begyndte i fuld skala, har vi set en fordobling i antallet af hjemmesider, der har oversat, genoptrykt eller linket til vores publikationer i deres artikler. På et år er dette tal vokset til næsten 2.000 sites verden over. Og antallet af aktive backlinks til vores publikationer er femdoblet til mere end 150.000.
Nogle af medierne har fået vores tilladelse og offentliggjort oversættelser af vores artikler. Men de fleste af dem gør det selv. Og vi hilser denne form for distribution velkommen.
Så vores artikler, især om den russisk-ukrainske krig, som vi begyndte at udgive aktivt på engelsk, er begyndt at påvirke den politiske diskussion i andre lande rundt om i verden.
Hvor mange læsere har I? Hvor mange mennesker besøger jeres hjemmeside?
Vi har vores eget stabile kernepublikum. Samlet set læses siden af omkring 30.000 læsere om måneden. Omkring halvdelen af dem er udenlandske læsere. Det tal er fordoblet, siden invasionen begyndte. Vi spreder også vores ideer og værdier gennem sociale medier, hvor vi bruger kortere og mere tilgængelige formater. På den måde forsøger vi at nå ud til yngre mennesker ved at skabe højdepunkter af artikler på Instagram-kontoen og på Twitter, for eksempel.