Bojcuns værker er nødvendig læsning for alle, der ønsker at forstå Ukraines sociale, økonomiske og politiske udvikling – fra revolutionen i 1917 mod “nationernes fængsel” under tsarismen – og helt frem til den russiske præsident Vladimir Putins nuværende offensiv for igen at få Ukraine ind i “det russiske rum”.
Bojcuns værker viser bredden af hans indsats: fra den grundige The Workers’ Movement and the National Question in Ukraine (1897-2018) og Towards a Political Economy of Ukraine til East of the Wall, en novellesamling, som delvist bygger på de traumatiske oplevelser, hans forældres generation oplevede, fanget mellem nazistisk og stalinistisk totalitarisme.
Hans bog fra 1988, The Chernobyl Disaster, skrevet sammen med Viktor Haynes, er fortsat en stærk modgift mod fristelsen til at se atomkraft som en sikker energikilde – hvad der er et voksende pres for under indtryk af klimakrisen.
For ukrainsktalende var et af Bojcuns vigtigste bidrag at samle Lev Trotskijs vigtigste skrifter om “det ukrainske spørgsmål” i én bog. Hooligans på den yderste højrefløj sørgede for en ikke tiltænkt hyldest til Trotskijs vedvarende politiske relevans i hans fødeland ved at sabotere bogens lancering i Kyev i 2013.
Fra Australien til Canada…
Bojcuns liv begyndte i udkanten af den australske kul- og stålby Newcastle, hvor han blev født i en ukrainsk indvandrerfamilie i 1951. Hans far arbejdede på jernbanerne og i stålværket, mens hans mor passede deres lille gård og var med til at lede kulturlivet i byens 200 mand store ukrainske samfund.
Parret var indvandret, efter at Bojcun senior ved verdenskrigens afslutning af de sejrende allierede blev sendt til en tysk interneringslejr for “fordrevne personer”, fordi han sammen med andre ukrainske frivillige havde tjent i Waffen SS Division Galizien. Der mødte han sin kommende kone. Parret boede i den slags lejre, i Italien og Australien, indtil de endelig flyttede sammen i Newcastle i 1949.
Efter tyve år emigrerede familien til Canada, fordi, med Bojcuns ord i et interview fra 2017, “mine forældre håbede, at deres børn ville blive bedre ukrainere, hvis de så, hvordan det kunne være i et større samfund.”
Den forældreplan blev et flop, fordi unge Marko og andre canadisk-ukrainere i hans generation straks blev involveret i bevægelsen mod Vietnamkrigen. Ifølge Bojcun, “skiftede vi fra den ukrainske nationalisme, som vi var opdraget med, til radikal socialisme, og nogle af os til trotskisme.”
Relationerne i det ukrainske miljø blev anstrengte: “Da den ukrainske venstrefløj dukkede op i Canada, førte det til en masse gnidninger og spændinger med banderitterne [tilhængere af Stepan Bandera, leder af den yderligtgående højrefløjsfraktion i Organisationen af Ukrainske Nationalister (OUN)].
»Jeg kan huske, at jeg sad i en kirke i 1973, og under prædikenen anklagede præsten mig personligt foran hele menigheden: at der var kommunister iblandt os, at KGB’s sorte hånd havde blandet sig i det ukrainske samfund.”
”Min far blev fyret fra sit job på grund af mine aktiviteter. Han arbejdede for Voice of Ukraine, en Bandera-avis i Canada […] Nationalisterne var dominerende i det organiserede ukrainske samfund og lagde pres på alle venstreorienterede.”
Bojcuns fars forbrydelse var, at han nægtede at udspionere sin søn for OUN.
…til trotskisme og videre
Inkvisitorpræsten tog i den grad fejl, da han så KGB’s hånd i Bojcuns aktiviteter. Udover modstanden mod Vietnamkrigen og støtte til feminisme og de sortes rettigheder, kastede han og hans samtidige sig ud i solidaritetsarbejde med de dissident-bevægelser, der dengang opstod i “Sovjetblokken”.
Han huskede: “Vi forsvarede sovjetiske politiske fanger, krævede rettigheder for etniske og kulturelle minoriteter; vi fulgte udviklingen i dissident-bevægelsen i den ukrainske sovjetrepublik og undertrykkelsen i 1972.”
Dette var en henvisning til anholdelsen af forfatteren Valentyn Moroz og den KGB-orkestrerede fordømmelse af Ivan Dzyuba, forfatter til Internationalism or Russification?, en klassisk undersøgelse af det ukrainske eksempel på det regerende bureaukratis forvrængning af Lenins politik over for de ikke-russiske nationaliteter i Sovjetunionen.
Hans gruppe gennemførte en sultestrejke, der tvang den canadiske premierminister Pierre Trudeau til at tage spørgsmålet om undertrykkelsen af de ukrainske dissidenter op med sin sovjetiske modpart Alexei Kosygin.
Stærkt påvirket af Trotskij og hans værk Revolutionen Forrådt blev Bojcun medlem af den canadiske sektion af den trotskistiske Fjerde Internationale, ledet af Ernest Mandel.
Men i modsætning til Trotskijs karakteristik af Sovjetunionen som en “deformeret arbejderstat”, mente Bojcun, at det var “et diktatur, hvor bureaukratiet, selv om det ikke havde privat ejendom, holdt økonomien og statens tvangsmidler i sine hænder.”
Desuden var Sovjetunionen domineret “ikke kun af stalinismens ideologi – et étpartidiktatur som udgav sig for proletariatets diktatur – men også af et storrussisk chauvinistisk parti, der undertrykte de ikke-russiske folk i Sovjetunionen , der ikke havde ret til selvbestemmelse, undtagen i bløde folkloristiske kulturelle former. Den forfatningsmæssige ret til selvbestemmelse blev ikke anerkendt i praksis.”
Bojcun forlod Fjerde Internationale i 1982, fordi dens canadiske sektion “indtog en ambivalent holdning til den sovjetiske invasion af Afghanistan [i 1979]. Jeg betragtede det som et skammeligt skridt og krævede en øjeblikkelig tilbagetrækning af disse tropper.”
Vedvarende bekymringer
Den vedvarende bekymring i Bojcuns arbejde er det ofte svære forhold mellem den ukrainske nationale bevægelse i alle dens varianter og den ukrainske arbejderbevægelse – især i de konkrete former, dette antog efter den bolsjevik-ledede oktoberrevolution i 1917.
I Arbejderbevægelsen og det nationale spørgsmål i Ukraine gennemgår Bojcun i detaljer perioden 1917-18, hvor spændingerne mellem den nye sovjetmagt og de ikke-russiske folks oprør toppede.
I Ukraine blev denne grundlæggende konflikt forværret af, at den industrielle arbejderklasse overvejende var russisk, mens bondeflertallet overvejende var ukrainsk, med et stort jødisk mindretal i begge klasser.
Spændingerne nåede bristepunktet under angrebene fra de østrig-ungarske og tyske hære og derefter fra de kontrarevolutionære hvide hære og polske styrker, støttet af britiske, franske og amerikanske imperialistiske ekspeditioner.
I det ukrainske tilfælde var Central Rada (Rådet) – den regering, som blev født ved omstyrtelsen af det zaristiske monarki i februar – modstander af Ukraines erklæring af uafhængighed, men kun indtil oktoberrevolutionen.
Rådet tillod derefter de kontrarevolutionære Donkosakkers militære enheder at passere gennem Ukraine, hvilket til gengæld fremkaldte en krigserklæring fra det bolsjevikledede Sovjetrusland.
Disse begivenheder satte gang i en kæde af konflikter mellem og inden for Ukraines forskellige socialistiske formationer – de forskellige strømninger fra flertallet af de socialistiske revolutionære, mensjevikkerne, det jødiske Bund, den “marxistisk-zionistiske” Poale Zion og bolsjevikkerne selv.
Faktisk blev bolsjevismen i Ukraine delt på tre måder på dens stiftende konference (i Taganrog i 1918). Mens de var enige om, at sovjetternes magt skulle dominere i Ukraine som i Rusland, var de tre tendenser uenige om: selve eksistensen af den ukrainske ret til selvbestemmelse (som formelt var bolsjevikisk politik); ukrainsk selvstændighed; behovet for et ukrainsk kommunistparti adskilt fra det russiske; og Brest-Litovsk-traktaten, som i bytte for fred overdrog en stor del af Ukraine til den tyske imperialisme.
Sådanne uoverensstemmelser blev kun delvist løst gennem den Røde Hærs sejr i borgerkrigen, som blev mulig, fordi bønderne støttede op om den bolsjevikiske ledelse, som senere forpligtede sig til at overlade det til ukrainerne at bestemme deres egen fremtid i forhold til Rusland.
Men i slutningen af 1920’erne, efter en renæssance for ukrainsk kultur, sænkede den russiske centralismes sorte nat sig endnu en gang over Ukraine, denne gang i “sovjetisk” skikkelse. Det kulminerede med hungersnøden 1932-33, der kostede millioner af liv som følge af Stalins tvangskollektiviseringer.
Hvor meget af denne rædsel var uundgåelig? I hvilken grad stod nødvendigheden af at forsvare den nyfødte revolution mod dens imperialistiske fjender i konflikt med respekten for de undertrykte ikke-russiske nationers nationale rettigheder?
Bojcuns alt for tidlige død har lukket enhver chance for den bebudede efterfølger til hans værk Arbejderbevægelsen og det nationale spørgsmål i Ukraine, som i høj grad kunne have hjulpet os med at besvare disse vitale spørgsmål.
Indtil videre må alle socialister, der ønsker at få styr på dagens Ukraine, have fuld opmærksomhed på Bojcuns værk.
Dick Nichols er korrespondent for Green Left, som artiklen er oversat fra af Åge Skovrind
Artiklen bygger på kilder på Commons-webstedet: The obituary of Bojcun af Denis Pilash of Social Movement, samt et interview med Bojcun i 2017, som blev lavet af Maksym Kazakov. En maskinoversættelse er tilgængelig her.