Yuriy Samoilov, Federico Fuentes
Yuriy Samoilov er leder af en uafhængig fagforening for minearbejdere i Ukraine (NPGU) i Kryvyi Rih og aktivist i den ukrainske venstreorienterede organisation Sotsialnyi Rukh (Social Bevægelse). I dette interview giver Samoilov et venstreorienteret og fagligt perspektiv på krigen mellem Rusland og Ukraine.
Han diskuterer, hvordan fagforeninger håndterer den dobbelte udfordring med udenlandsk besættelse og hjemlige angreb på faglige rettigheder, samt behovet for international solidaritet med ukrainske arbejdere.
Hvilken effekt har Ruslands ubønhørlige angreb på energiforsyningen haft på folks moral?
Der var adskillige angreb på infrastrukturen i løbet af sommeren [juni-august]. Alle sikrer sig generatorer og batterier. Der er endnu ikke tændt for varmen i store bygninger, alligevel sneede det i går [13. november], så folk fryser allerede og frygter den kommende vinter, især de ældre og dem med børn.
I Kryvyi Rih koncentrerer russiske angreb sig nu om boligområder og hoteller. Fire hoteller, som vi ikke har mange af, er blevet ødelagt sammen med flere beboelsesejendomme. Civile, hele familier, er blevet dræbt. For blot et par dage siden var der et angreb i nærheden af vores fagforeningskontor. En stor fem-etagers bygning blev ødelagt. Flere mennesker døde, herunder en mor og hendes tre små børn – den yngste kun syv måneder gammel. Faderen overlevede kun, fordi han var på arbejde. Børn skbliver nødt til at studere i kældre eller online. Alle er bange for yderligere angreb.
Hvad angår energianlæg, har russerne bombet alt, hvad de kunne. De eneste tilbageværende mål er atomkraftværker, men at ramme dem ville repræsentere en helt anden situation. Hvis et atomanlæg bliver bombet, vil strålingen også brede sig til Vesten. Hvis et missil ramte atomkraftværket i Rivne, ville hele Polen, Slovakiet, Ungarn og Tjekkiet være dækket af stråling. De vil måske starte med at bombe nogle distributionsstationer i nærheden af atomkraftværker. Det er vi vant til, for det gjorde de sidste år.
Hvordan har regeringen og fagforeningerne reageret, når folks huse bliver bombet?
Regeringen betaler folk erstatning for tabet af deres hjem. Hvor boliger kan repareres, står lokale myndigheder for genopbygning. Så vidt jeg kan se, bliver det gjort ret hurtigt. Hvad angår fagforeninger, stiller vi midlertidige boliger til rådighed, når et medlems hus bliver ødelagt.
Fagforeninger, især lokale afdelinger som minearbejderne i Kryvyi Rih, har spillet en vigtig rolle i Ukraines modstandskamp. Hvordan har fagforeningerne bidraget til at forsvare Ukraines suverænitet?
Halvdelen af NPGU’s medlemmer sluttede sig til fronten, så snart krigen startede. De meldte sig enten til Territorialforsvaret eller blev indkaldt til hæren. I dag kæmper omkring 70 procent af dem, der var fagforeningsmedlemmer ved krigens begyndelse. Fagforeninger yder en stærk støtte til dem, der kæmper, fordi de stadig er medlemmer af fagforeningen. Men medlemstallet er faldet på grund af krigen.
Vi dækker arbejdere i store virksomheder, hvor det er lettere med militær rekruttering. Nu er der undtagelser, der betyder, at arbejdere ikke kan indkaldes til hæren. Men generelt føler alle sig presset til at tage afsted og kæmpe. Territorialforsvarets træningscentre er meget barske og fungerer på en provokerende måde. Rekrutteringsagenter kommer ind i virksomheder som ArcelorMittal [verdens største stålproducent, o.a.], men fagforeningerne er imod det.
Hvordan har krigen påvirket fagforeningernes normale arbejde? Har fagforeningerne været nødt til at lægge deres egne krav og aktioner til side, for eksempel strejker for at sikre lønnen, for ikke at blive mistænkt for at undermine krigsindsatsen?
I øjeblikket er vi involveret i en arbejdskonflikt på jernmalmfabrikken i Kryvyi Rih. Trods krigen kræver vi en lønstigning på 20 procent. Vi forhandler inden for de juridiske rammer, vi har til rådighed. Før krigen blev strejker og protester anerkendt af domstolene som lovlige. Nu fortsætter vi med at presse på med vores krav uden at gribe til protester eller strejker. Vi er faktisk begrænset i forhold til, hvilke handlinger vi kan tage for at forsvare vores rettigheder.
Hvordan har fagforeninger reageret på de tiltag for at begrænse faglige rettigheder, som fra Ukraines parlament har vedtaget?
Arbejderklassen og fagforeningerne har ingen partier i parlamentet, der repræsenterer deres interesser. Den eneste fra en fagforening er Mykhailo Volynets, som er fra Sammenslutningen af Frie Fagforeninger i Ukraine og er medlem af Batkivshchynas (Fædrelandet) parlamentariske fraktion.
På den bølge af håb, som Volodymyr Zelensky repræsenterede i 2019, kom der en række partier uden nogen egentlig ideologi ind i parlamentet. Fagforeninger ved ikke, hvordan de skal samarbejde med disse partier. De har heller ikke fundet ud af, hvordan de kan ændre lovgivningen i parlamentet på grund af krigen.
Derimod er det indtil nu lykkedes fagforeningerne at stoppe forsøg på at indføre en ny arbejdslov. I Ukraine er den arbejdslov, der var gældende i perioden med Sovjetunionen, stadig i kraft [i modsætning til i Rusland, hvor den blev afskaffet i begyndelsen af Vladimir Putins præsidentskab i 2001]. Og på trods af alle love, der skulle gøre op med tiden under kommunismen, er det endnu ikke lykkedes dem at afskaffe arbejdsloven. Det er takket være fagforeningernes arbejde og internationale fagforeningers indgriben.
Der har været rapporter i Vesten om stigende krigstræthed i Ukraine. Hvordan har folk i Ukraine det med spekulationer om, hvad der højst sandsynligt ville være en uretfærdig fredsaftale?
Mere end træthed, som allerede er forbi, har vi nu apati. Apati er værre. De fleste forventer ikke længere noget.
Jeg føler, at dette er en gentagelse af 1943 [hvor halvdelen af Ukraine var under nazistisk besættelse og udsigterne til sejr syntes usikre]. Jeg føler, at vestlig støtte til Ukraine vil forsvinde, og vi vil stå alene med at håndtere den russiske imperialisme.
Er der mange, som deler din frygt for, at støtten fra Vesten vil mindskes?
Vi er i en situation, der ligner Tjekkoslovakiet i 1938 – de, der kender historien, vil forstå, hvad jeg mener. Lederne af Europa og USA ser på situationen ligesom dengang, da Europa søgte måder at formilde Hitler.
Ligesom mange andre lande i verden betragter man ikke Ukraine som en del af den “civiliserede” verden. I den forstand er der ingen forskel mellem os og nationerne i Latinamerika, Asien eller Afrika – Vesten behandler os alle på samme måde.
Vestlige lande har brugt militærhjælp til Ukraine som et påskud til at skære ned på de sociale udgifter i deres egne lande. Hvad vil du sige til de regeringer, der prøver på at bruge Ukraines retfærdige selvforsvarskrig til at gennemføre forringelser og angreb på deres egen arbejderbefolkning og deres fagforeninger?
I Ukraine skærer man også ned på arbejdernes og fagforeningernes sociale rettigheder. Adskillige love er blevet vedtaget, som markant forringer rettigheder for arbejdere og militært personale. Pensionerne er blevet skåret ned: Før krigen var det uhørt, at pensionerne blev skåret ned, men nu retter angrebene sig også mod pensionister. Selv mennesker med handikap går man efter, og der bliver nu drøftet et lovforslag, der vil fratage dem retten til at kræve erstatning fra deres arbejdsgiver i tilfælde af en arbejdsulykke eller tab af arbejdsevne. Dette vil også gælde for militært personel.
Regeringer i andre lande er opmærksomme på dette og ser, om de kan følge samme vej. De leder efter alle mulige undskyldninger for at skære i de sociale ydelser til arbejdere. Vi bør ikke lytte til sådanne undskyldninger.
Hvordan har fagforeninger reageret på Zelenskys nyligt annoncerede “sejrsplan”?
En plan kan ikke kun være fem ord på en side. En plan kræver, at et komplet sæt handlinger udføres i hele landet. Den plan har vi ikke.
For eksempel har vi ikke en total militær mobilisering. Det er rigtigt, at vi venter på støtte fra Vesten, men internt er vi dårligt organiseret. Ukraine har et enormt militærindustrielt potentiale, især hvad angår kompetente mennesker, der er i stand til at udvikle moderne våben. Men selv nu modtager mine- og metalvirksomheder ikke indenlandske ordrer på jernmalm eller metal. Der er mange industrivirksomheder i Ukraine, der kunne fungere, men som ikke fungerer lige nu.
Hvordan kan fagforeninger i Vesten bedst hjælpe deres ukrainske kolleger?
Selvom de siger, at jeg ikke bør komme ind på dette emne, er det vigtigt at påpege, at internationale faglige sammenslutninger kun har suspenderet medlemskabet af russiske fagforeninger, der støtter militær aggression mod Ukraine. Den eneste konføderation, der har ekskluderet deres russiske medlemmer på grund af støtte til krigen, er IUF [International Union of Food, Agricultural, Hotel, Restaurant, Catering, Tobacco and Allied Workers’ Associations]. Ingen anden faglig organisation har smidt russiske fagforeninger ud, der støtter den militære aggression.
Siden 2014 er ejendele tilhørende fagforeninger på Krim og de besatte områder blevet overdraget til gule fagforeninger med base i Rusland. De samme fagforeninger er dybt forankret i europæiske og globale faglige sammenslutninger. Jeg kender ikke den fulde situation, men jeg vil gerne vide, hvordan globale og europæiske fagforeninger kan tage imod penge fra en angriber, der er plettet af blod. En del af kontingentet, som disse faglige sammenslutninger opkræver, kommer fra blodige regioner i Ukraine.
Jeg kunne sige noget lignende om FN. For nylig tog [FNs generalsekretær António] Guterres til et BRICS-topmøde i Kazan, hvor der blev taget et billede af ham, mens han trykkede Putin i hånden med bøjet hoved. Hvor har vi ellers set sådan et billede før? Da den sidste præsident i den første tjekkiske republik gav Hitler hånd. Den samme holdning. Det samme foto.
Det mindste, vi kan forvente af internationale organisationer, er, at de ikke tilsmudser deres hænder med blod fra den russiske imperialisme.
Jeg har hørt, at der også er utilfredshed med Røde Kors.
Jeg synes, det ville være godt, hvis fagforeninger kunne protestere ved Røde Kors’ hovedkvarterer i forskellige lande, for Røde Kors’ nuværende politik fremmer åbenbart aggression. Røde Kors kommer og inspicerer de lejre og fængsler, hvor russiske krigsfanger holdes i Ukraine. Alligevel har der ikke været en eneste rapport om tilstanden for ukrainske krigsfanger i russiske fængsler, på trods af at mange ukrainere dør i russiske fængsler, som dokumenteret af den ukrainske anklagemyndighed. Og mange flere er blevet dræbt, mens de overgav sig på slagmarken.
Føler du, at der ikke i øjeblikket kommer hjælp fra internationale faglige sammenslutninger og venstreorienterede organisationer?
Det er vigtigt at sige, at der ydes hjælp. For eksempel stod vores by uden rent vand. Dette skabte en situation, jeg ikke har set andre steder, hvor butikker kun sælger rent vand. I Kryvyi Rih er der masser af den slags butikker, hvor man sælger rent vand til 2,50 dollar for en liter. Det fik fagforeninger fra Europa og over hele verden, såvel som nogle venstreorienterede grupper, til at indsamle penge til at købe filtre, så vi kunne distribuere vand gratis til dele af befolkningen.
Men mange venstrefløjsgrupper fortsætter med at indtage pro-russiske holdninger. De mener, at der kun er én imperialisme, amerikansk imperialisme, og hævder, at russisk imperialisme ikke eksisterer. Men der er mange imperialismer.
Uafhængige venstrefløjsgrupper og fagforeninger kan hjælpe os ved at fortælle verden om den uafhængige venstrefløj i Ukraine og det faktum, at der er venstreorienterede ukrainere, der kæmper på fronten og organiserer blandt arbejdere. Dette er vigtigt, fordi mange ser venstreorienteret politik som knyttet til Ruslands imperialisme. I stedet skal vi opbygge en internationalisme i arbejderbevægelsen, der søger at forene alle verdens arbejdere – i Europa, USA, Latinamerika, Afrika, Asien og Ukraine.